Spritstiv bilist vred på fotovogn

Søndag morgen blev en fuld 21-årig uden kørekort så sur over at blive blitzet, at han skældte medarbejder i fotovogn ud

En mindre færdselsovertrædelse i Randers endte søndag morgen med, at en 21-årig mand står til flere sigtelser og beslaglæggelse af bilen, han kørte i.

Det oplyser pressekontakten ved Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Vred over blitz
Kl. 06.40 kørte den 21-årige forbi en af politiets fotovogne, der registrerede en hastighed på 59 kilometer i timen i en 50 kilometers zone. Derfor blev han blitzet - og det gjorde den unge mand vred.

Han valgte derfor at stoppe op og kontakte politiets medarbejder i fotovognen for at udtrykke sin utilfredshed. Her bemærkede medarbejderen, at den 21-årige var tydeligt beruset.

Beruset og uden kørekort
Han tilkaldte derfor en patrulje, der kom til stedet. Her fandt de den 21-årige mand og en kvindelig passager i bilen lidt derfra på parkeringspladsen ved Randers Regnskov.

Her oplyste den 21-årige til politiet, at han havde fået for meget at drikke, og at han forresten ikke havde et kørekort.

En alkometertest viste, at manden havde en promille på over to. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel og for at køre uden førerret.

Afventer blodprøvesvar
Politiet afventer nu svar på en blodprøve, der skal afgøre mandens nøjagtige promille.

Bilen, som den kvindelige passager har brugsret over, står til beslaglæggelse og konfiskation, hvis blodprøven bekræfter, at promillen er over to, ifølge de nye regler om vanvidskørsel.

Udover at risikere at miste bilen, blev kvinden også sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort.