Starter forfra

Politiet afsøger igen onsdag en af den forsvundne Jane Møllers faste løberuter i håb om at finde den 57-årige, som ikke har givet livstegn fra sig siden torsdag

Alle sandsynlige opholdssteder er for længst tjekket indtil flere gange, men Østjyllands Politi rykker i dag endnu en gang ud for at finde 57-årige Jane Møller, som sidst er set torsdag aften, og som siden lørdag har været eftersøgt.

- Vi er stadig i gang, selv om de steder, hvor vi kan lede, er ved at være begrænsede. I dag følger vi en af hendes faste løberuter og afsøger området omkring den. Det har vi gjort flere gange før, men nu gør vi det igen, siger vagtchef Per Bennekov ved Østjyllands Politi.

- Vi gentager vores opfordring til borgerne i byen om at hjælpe os med at kigge i skure og udhuse, hvor hun kan have søgt tilflugt, siger Bennekov.

- Vi leder stadig efter nålen i høstakken, siger han.

Jane Møller bor i Åbyhøj. Hun er en aktiv kvinde, som dyrker motion og går lange ture og færdes på cykel. Torsdag kørte hun mod sit hjem fra sin kærestes bolig i Højbjerg. Hendes cykel blev siden fundet ved hendes bolig, men der er ingen spor af hende.

Frivillige hjælpere
Politiet har grund til at tro, at hun har forladt sit hjem i nedtrykt sindstilstand. Der er intet, der tyder på en forbrydelse, og der er ingen tegn på, at hun skulle være rejst bort og opholder sig i sikkerhed et andet sted.

- Det er der intet, der indikerer, siger Per Bennekov.

Organisationen Missing People har assisteret politiet med eftersøgningen. Missing People hjælper gerne private med at afsøge arealer og udhuse, oplyser presseansvarlig Vivian Winther Eriksen.

Missing People kan kontaktes på organisationens Facebook-side.

Krimi Politiet leder fortsat efter 61-årig mand

57-årige Jane Møller er ikke set siden torsdag. Politifoto. Samfund Politiets bøn: Hjælp os

Krimi Stor eftersøgning: Kvinde fandt mystisk mand i kulden

Politifoto Krimi Jane har været forsvundet siden torsdag aften