To litauiske tyveknægte havde held med at stjæle værktøj for over en halv million kroner og stikke af til Tyskland.
Heldigvis fangede vores tyske naboer dem, og de er efterfølgende blevet udleveret til Danmark, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to langfingrede herrer brød i marts ind i et lager i Viborg, hvor de fik fat i både en minilæsser, haveredskaber og værktøj. Tyvekoster for hele 550.000 kroner - uden moms!
Efterfølgende stak de litauiske mænd af til Tyskland, hvor de nåede helt til den polske grænse, før vakse tyske politibetjente anholdt dem. Anholdelsen skete i Frankfurt, hvor politiet fattede mistanke, da de så genstandene i tyvenes lastbil.
De to havde ellers forfalsket både faktura og fragtbrev i forsøget på at omgå myndighederne.
Onsdag blev de to mænd fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Byretten i Sønderborg. Efterfølgende blev de varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for tyveri.
International hjælp
Det er takket være det internationale politisamarbejde, at det er lykkedes at fange de to tyveknægte, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.
Indtil 2011 havde de enkelte politikredse selv ansvaret for at håndtere lokale forbrydelser, hvor bagmændene blev anholdt i udlandet. Efterfølgende er det blevet langt lettere for kredsene at retsforfølge forbrydelserne.
Alene i Syd- og Sønderjyllands politikreds har man behandlet 339 sager siden ordningens ankomst.