Den kendte forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen er af Advokatnævnet blevet pålagt en bøde på 30.000 kroner.
Det skyldes, at han ifølge nævnet har tilsidesat god advokatskik.
Det fremgår af en afgørelse fra 3. juli, som torsdag er blevet offentliggjort. Advokaten, der har klaget over Michael Juul Eriksen, er i klagen anonymiseret, hvorfor flere detaljer er udeladt.
Overordnet set har bøden dog baggrund i en sag, hvor Michael Juul Eriksen havde forsøgt at få fjernet den anden advokat som bistandsadvokat i en straffesag, der var for retten fra august til december sidste år. Her mente Michael Juul Eriksen, der var forsvarer for den tiltalte, at den anden advokat var inhabil i sagen, hvorfor han klagede til flere instanser.
Meldte advokat til politiet
I sagen påstod den tiltalte, at en person, den anden advokat var bistandsadvokat for, var medskyldig i sagen, og den anden advokat mente, at det var så grove beskyldninger, at Michael Juul Eriksen burde genoverveje, om han ville viderebringe de beskyldninger i sin procedure i retten. Disse betragtninger sendte hun i en mail, der ud over Michael Juul Eriksen blandt andet var sendt til politiet.
Det betød, at Michael Juul Eriksen i en mail, som også blev sendt til politiet, skrev at politiet kunne overveje at sigte den anden advokat for trusler på grund af ordlyden i den foregående mail.
Den formulering kunne dog ifølge Advokatnævnet betragtes som en egentlig politianmeldelse af den anden advokat, hvilket er en tilsidesættelse af god advokatskik.
Derudover har Michael Juul Eriksen i nogle tilfælde ikke sendt kopier af skrivelser til Procesbevillingsnævnet til den anden advokat, hvilket også bliver påtalt af Advokatnævnet.
At Michael Juul Eriksens brud på god advokatskik fører til den relativt store bøde skyldes ifølge nævnet, at han i september 2016 blev irettesat af samme nævn for at tilsidesætte god advokatskik, og derfor har man altså vurderet, at det nu var på sin plads med en bøde.
Tager ikke sagen i retten
Michael Juul Eriksen selv fortæller til Ekstra Bladet, at han er uenig i nævnets afgørelse, men at han har valgt at acceptere den og ikke bringe den for retten, som han havde mulighed for.
- Jeg gider ikke bruge det næste halvandet år af mit liv på den her sag. Så vil jeg hellere bruge tiden på at forsvare mine klienter. Så selvom jeg synes, det er urimeligt, lægger jeg det bag mig, og så kommer jeg videre, fortæller han.
Han havde selv klaget over den anden advokat, som også endte med at få en bøde for mailen til politiet, hvor hun antydede, at det kunne være strafbart, hvis Michael Juul Eriksen brugte sin klients anklager i sin procedure.
- Det er første gang, jeg har klaget over en advokat, men lige det med min ret til at forsvare min klient går jeg meget op i, lyder det fra Michael Juul Eriksen.
Michael Juul Eriksen er kendt for at være forsvarer i flere store sager, og han har blandt andet ofte været forsvarer for medlemmer af LTF - og været forsvarer i sagen om en gruppe personer, der var tiltalt for at videreføre LTF. De blev alle frikendt.