Stockholm Lufthavn delvis evakueret efter bombetrussel

En øjensynlig bombetrussel mod fly i Arlanda lufthavn ved Stockholm har udløst alarm

Stockholms Lufthavn Arlanda, der ligger et godt stykke nord for Stockholm, er delvist evakueret efter bombetrussel. (Foto: Google Maps)
Stockholms Lufthavn Arlanda, der ligger et godt stykke nord for Stockholm, er delvist evakueret efter bombetrussel. (Foto: Google Maps)

To ud af tre fingre i terminal fem i lufthavnen Arlanda ved Stockholm er evakueret på grund af bombetrussel, oplyser politiet.

- Man fik en mistanke omkring et stykke bagage i afganghallen, og som sikkerhedsrutinerne foreskriver kontaktede man politiet, som kom til lufthavenen, siger presseansvarlig i Swedavia Ulf Wallin til Aftonbladet.

Ifølge Aftonbladets oplysniger, skyldtes evakueringen, at en mand havde henvendt sig til personalet.

- Han spurgte efter nogen, som kunne snakke svensk. Han havde en fornemmelse af, at der var en bombe om bord på et SAS-fly, og at hans søn havde pakket en bombe ned i sin taske, siger en kilde til avisen.

Undersøger sagen
Politiet oplyser over for nyhedsbureauet TT, at de er i færd med at undersøge truslen.

- Politiet undersøger en trussel mod et fly i Arlanda, men jeg kan ikke sige mere nu. Vi har personale på plads og er ved at undersøge det, siger politiets talsmand, Kjell Lindgren.

TT skriver, at det tilsyneladende drejer sig om et SAS-fly og et fly fra Germanwings.

En passager, Johan Ejermark, siger, at et fly til København er blevet forsinket og derfor er flyttet til en anden gate.

- Her er øjensynligt meget rolig. Vi har blot fået at vide, at der ikke bliver bragt bagage om bord i flyene indtil videre, siger han til Expressen.

Aftonbladet skriver, at en person skal have fremsat en bombetrussel mundtligt. Avisen skriver, at mistanken er koncentreret om et stykke bagage.