Stoppet af politiet - så hev han sjoveren frem

En 48-årig mand blev så frustreret over at være blevet stoppet af politiet, at han synes, det var passende at hive sjoveren frem

Det er stort set aldrig en god idé at hive penis frem i offentligheden. Og da slet ikke, når du står foran politiet.

Det var alligevel, hvad en 48-årig mand valgte at gøre onsdag eftermiddag.

Her blev han stoppet af en patrulje på De Lichtenbergs Vej i Grenaa, fordi han havde sort film på sideruden. Den slags er ulovligt, og efter lidt debat om, hvorvidt det rent faktisk var solfilm, endte den 48-årige med at få en bøde.

Manden var dog langtfra tilfreds og klagede ifølge Østjyllands Politis døgnrapport højlydt til betjentene.

Han fik dog lov til at køre igen, men kontroversen med politiet fortsatte. På vej væk gestikulerede han mod betjentene, lavede hjulspin og blinkede med lyset, og så måtte politiet på den igen.

Manden blev efterfølgende så sur, at han råbte grimme ting mod betjentene for til sidst at hive bukserne ned og vise sin penis. Det medførte en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, ligesom han kan se frem til at blive afhørt på et senere tidspunkt.

Formentlig med bukser på.