Stor aktion: Bandefolk anholdt for voldsom kriminalitet

Syv personer kræves varetægtsfængslet efter stor aktion

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Seks mænd og en enkelt kvinde, der alle er en del af eller har tilknytning til grupperinger i det københavnske bandemiljø, er blevet anholdt i en koordineret aktion mellem Københavns Politi og Særlig Efterforskning Øst (SEØ).

De er foreløbigt sigtet for i alt 17 forhold af frihedsberøvelse, grov vold, røveri, afpresning af særlig grov beskaffenhed, vidnetrusler og bedrageri af særlig grov beskaffenhed begået i en periode fra maj 2019 til nu, oplyser Københavns Politi.

De seks mænd er i alderen 26 til 37 år, og kvinden er 24 år.

De fleste anholdelser er sket i Københavns Nordvest-kvarter, men der er også en enkelt anholdelse i Københavns Vestegns Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ekstra Bladet erfarer, at de anholdte primært er tilknyttet banden NNV, men en enkelt af de anholdte er fra Satudarah.

Dummebøder er ikke noget ukendt fænomen i rocker-bandemiljøet, og i den konkrete sag har ofrene pludselig været fanget i mere eller mindre opdigtede gældsforhold, hvor de anholdte ifølge politiet har forsøgt at true og afpresse ofrene eller deres familie til at betale den påståede gæld.

- De bevæger sig jo inde for stort set alle kriminalitetsområder, hvor der er penge i det, og så er der et område her, hvor der er penge i at udfinde sig nogle lidt svage ofre, som man kan malke for penge ved bare at blive ved at true og udsætte for vold og trusler, siger vicepolitiinspektør i SEØ Torben Henriksen.

Der er foreløbigt i alt seks ofre, som 'på den ene eller anden måde har involveret sig i en relation til gerningsmændene'. Der er altså ikke tale om tilfældige ofre, og der har heller ikke været den store lyst til at involvere politiet i sagerne.

- Pointen er, at man ikke skal involvere sig med de her folk. Man skal ikke skabe sig de relationer og tro, at man kan svæve i periferien af dem. Det er kun indtil den dag, hvor man skal udnyttes på den ene eller den anden måde, siger Torben Henriksen.

Han understreger, at der er tale om voldsomme og grove sager, der viser, hvor farligt det kan være at involvere sig med denne slags personer

- Vi taler om særdeles grov og afstumpet vold i form af slag, trusler med kniv og våben og frihedsberøvelse, hvor de tvinger en forurettet ind i en bil og kører et sted, hvor der venter nogle andre, og man bliver gennemtævet, siger han. 

Der forestår stadig yderligere efterforskning i sagen, og det kan ikke udelukkes, at flere vil blive sigtet.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling i morgen i Københavns Byret.