Syd- og Sønderjyllands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet har torsdag foretaget ransagning på 27 adresser.
Ransagningerne er foretaget efter 54-årig mand fra Sønderjylland er mistænkt for såkaldt card-sharing.
Det betyder, at han angiveligt har hentet et tv-signal for derefter at sende det videre til andre mod betaling via internettet.
- De adresser, vi har ransaget på, er helt almindelige familier – altså hr. og fru Danmark, fortæller leder af efterforskning i organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, Jeppe Kjærgaard i en pressemedelelse.
Politiet oplyser, at de stadig efterforsker sagen, og at man forventer at foretage flere ransagninger i den kommende tid.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Syd- og Sønderjyllands Politi.