Stor eftersøgning gav pote - windsurfer fundet i god behold

Midt- og Vestjyllands Politi rekvirerede hjælp fra Søværnets Operative Kommando til at finde windsurfer, som fredag var forsvundet ved Klitmøller

En windsurfer er ikke blevet set i 45 minutter. Nu frygtes han omkommet ud for Klitmøller. (Googlemaps)
En windsurfer er ikke blevet set i 45 minutter. Nu frygtes han omkommet ud for Klitmøller. (Googlemaps)

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En mandlig windsurfer var frygtet omkommet i havet ud for Klitmøller i Vendsyssel, men en større eftersøgning gav efter kort tid gevinst.

Windsurferen blev fundet, og han var i god behold, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Både politiet, Søværnets Operative Kommando og Thisted Brandvæsen blev fredag kaldt til redningsopgave ved Klitmøller, hvor en mandlig windsurfer var savnet.

- Han har været ude af syne i 45 minutter, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Sune Espersen.

Politiet modtog et alarmopkald klokken 16.33.

Søværnets Operative Kommando valgte at sende en helikopter fra flyvestationen i Aalborg. Thisted Brandvæsen kørte til Klitmøller med en redningsbåd, og også politiet ankom hurtigt efter.

Det viste sig at være en nordmand, som var taget til Klitmøller, som er kendt for at have nogle af de bedste forhold for windsurfere.

- Han var sejlet lidt længere vestpå, så hans bekendte ikke kunne se ham. En politipatrulje traf ham på kysten. Han havde det helt fint, siger vagtchefen klokken 17.26 til Ekstra Bladet.

Der var på intet tidspunkt melding om, at manden havde været i havsnød.