Midt- og Vestsjællands Politi er med assistance fra andre politikredse gået i gang med en større aktion tirsdag morgen mod flere adresser på Sjælland og Lolland-Falster.
Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvorfor politiaktionerne er sat i gang.
- Der vil være politi til stede på flere forskellige adresser. Politiet kan ikke i øjeblikket fortælle nærmere om aktionen, men borgerne har ingen grund til at være bekymrede, skriver de i en pressemeddelelse.
Ekstra Bladet har en mand i landsbyen Eskilstrup på Falster, hvor Politiet har gang i en ransagning.
Han beretter om massivt et politiopbud, der tæller minimum 10-15 politibiler og et par ambulancer. Han fortæller desuden, at en helt sortklædt indsatsstyrke med maskinpistoler har været indsat, men deres arbejde nu er overstået, og en større styrke betjente nu er rykket ind på landejendommen i stedet.
Bekymrede borgere melder om, at politiet ligeledes er tilstede i Nørre Alslev, i Stubbekøbing og i Maglebrænde. Aktionen foregår således minimum i fire byer på Falster.
Ekstra Bladet har været i kontakt med kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, som ikke har yderligere kommentarer til sagen.
- Men vi vil gerne understrege, at det ikke er farligt for borgere i al almindelighed, siger Carsten Andersen.
Opdateret kl. 11.13:
Midt- og Vestsjællands Politi er stadigvæk i gang med ransagninger på flere adresser.
Det skriver de på Twitter.
Politiet kan endnu ikke fortælle, hvad aktionen handler om, men de er fortsat i gang med aktionen.
Ekstra Bladet følger sagen.