Stor mystik i Oslo: Hovedløse duer skaber undren

I løbet af de seneste to uger er mindst syv duer fundet døde i Oslo. Det mistænkes, at mennesker kan stå bag

Et stort mysterium om hovedløse duer udspiller sig i disse dage i den norske hovedstad, Oslo.

De seneste to uger er syv døde duer uden hoved fundet efterladt på gaden, og det mistænkes, at mennesker kan have påført skaderne.

Det skriver det norske medie NRK.

Mærkeligt
De døde duer har ikke andre skader på kroppen, og deres hoveder er intet sted at finde.

NRK har talt med en ekspert, som påpeger, at det er underligt, at ingen af de døde duer er forsøgt spist.

- Det mærkelige er, at de virker så hele - kun hovedet er borte. De fleste angreb fra rovfugle eller rovdyr ville medføre skader på kroppen og løse fjer, siger Svein-Håkon Lorentsen, der er forsker ved det norske institut for naturforskning, til NRK.

Den påstand bakkes op af flere eksperter, som finder det yderst besynderligt, at de døde fugle ikke har yderligere skader på kroppen, dog vil ingen af eksperterne udelukke, at det kan være en rovfugl eller et rovdyr, som står bag.

Efterlyser oplysninger
Politiet i Oslo er ikke bekendt med de hovedløse fugle, men hører gerne fra borgere, som ligger inde med oplysninger.  

- Hvis nogen mener, at duerne er blevet dræbt på en ikke god måde med vilje, eller af andre årsager er blevet påført skader som beskrevet, så modtager politiet gerne oplysninger om dette, siger afdelingsleder ved finans- og særliglovgivning, Rune Skjold, til NRK.