Stor narko-aktion: Ledende bandemedlemmer anholdt

Fem sigtet for besiddelse og salg af hård narko efter længere tids efterforskning rettet mod det fynske bandemiljø

Særlig Efterforskning Vest har over en længere periode efterforsket den organiserede narkokriminalitet på Fyn, og onsdag morgen blev fire mænd, hvoraf tre af dem beskrives som ledende bandemedlemmer, og en 27-årig kvinde anholdt efter en større koordineret aktion.

De er alle sigtede for besiddelse og salg af hård narkotika.

Under anholdelsen blev der fundet narkotika, ammunition og et større kontantbeløb.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mændene på 22, 22, 29 og 35 år bliver onsdag fremstillet i Retten i Odense, hvor anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.

- Det er vores vurdering, at besiddelsen og salg af narko har fundet sted over en længere periode. Der er tale om organiseret kriminalitet, og vi skønner, at der blandt de anholdte er ledende medlemmer af en bandegruppering. Jeg er meget tilfreds med dagens aktion, som er et resultat af længere tids målrettet efterforskning, siger politiinspektør ved Særlig Efterforskning vest, Carit Andersen, ifølge pressemeddelsen.

Carit Andersen ønsker ikke overfor Ekstra Bladet at kommentere sagens detaljer yderligere, herunder hvilken bandegruppering de sigtede personer tilhører.

Opdateres..