Stor politiaktion: 22 personer anholdt

22 adresser i Østjyllands Politikreds blev i går ransaget, og i den forbindelse blev 22 personer anholdt. 17 vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag

Ved du noget om sagen? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224.

22 personer er i går blevet anholdt efter en stor organiseret politiaktion i Østjylland.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den særlige enhed Task Force Vest, der har fokus på organiseret kriminalitet og på rocker- og bandekriminalitet, ransagede i går 22 adresser fordelt rundt om i Østjylland. I den forbindelse blev 22 personer anholdt, men kun 17 af dem vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør, så politiet kan få dem varetægtsfængslet.

'Den planlagte aktion skete på baggrund af en længerevarende efterforskning af organiseret kriminalitet, der er kerneområdet for Task Force Vest. Ransagningerne og anholdelserne skete i tæt samarbejde med Østjyllands Politi', står der i pressemeddelelsen.

Leder af Task Force Vest Brian Voss Olsen understreger overfor Ekstra Bladet, at anholdelserne ikke har noget at gøre med gårsdagens drab i Vejle.

Politiet: Knivdræbt havde bande-relationer

Han vil dog ikke gå i detaljer med, hvad politiaktionen handler om.

Brian Voss Olsen fortæller, at de 17 anholdte efter tur fra morgenstunden bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Anklagemyndigheden vil i forbindelse med grundlovsforhøret ved Retten i Randers anmode om dobbeltlukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i den omfattende sag.

Politiet kan derfor ikke oplyse yderligere i sagen, herunder om de involverede, eventuelle fund ved ransagningerne, den nærmere lokalisering af de steder, der er blevet ransaget, indholdet af sigtelser eller efterforskningen i øvrigt.