Stor politiaktion i Kolding afsluttet

Politiet var massivt til stede i Kolding, men gerningsmanden blev fundet i Struer

En 31-årig mand fra Kolding er tirsdag blevet anholdt.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Han blev eftersøgt efter at have fremsat trusler omkring klokken 18 mandag aften på en adresse i Kolding. Politiet har ledt efter ham flere steder, og fik løbende hjælp fra Midt- og Vestjyllands Politi, der søgte efter manden på en adresse i Struer.

Her blev han anholdt tirsdag formiddag, oplyser politiet.

Forinden havde politiet foretaget mange efterforskningsskridt, hvilket blandt andet inkluderede en ransagning på en adresse i Ejstrup ved Kolding.

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Kolding onsdag.

Anklagemyndigheden forventes i den forbindelse at begære dobbelt lukkede døre under rettens behandling af sagen.