Stor politiaktion: Rådhus undersøges for sprængstoffer

En mand er brudt ind på rådhuset, hvor han har affyret fyrværkeri i politilokalet. Politiet er massivt til stede og har tilkaldt Forsvarets sprængstofeksperter for at sikre bygningen

Stor politiaktion: Rådhus undersøges for sprængstoffer

Kampklædt politi har siden de tidlige timer fredag arbejdet på området omkring rådhuset.

Forsvarets sprængstofeksperter og bombehunde undersøger nu Middelfart Rådhus for eventuelle sprængstoffer.

Politiet evakuerede tidligere på dagen alle beboere i en 100-meters zone fra rådhuset af hensyn til deres sikkerhed, mens undersøgelsen fandt sted.

Den evakuering er nu ophævet. Nu er det kun selve rådhuset og forpladsen, der er afspærret. Evakuerede borgere kan derfor vende hjem til deres hjem.

Det oplyser Fyns Politi kl. 14.30.

Gerningsmand brød ind og affyrede fyrværkeri
En mand er fredag morgen brudt ind på Middelfart Rådhus, hvor han har affyret fyrværkeri i politilokalet.

Alle indfaldsveje til rådhuset er spærret af, og politiet er massivt til stede med tungt bevæbnede betjente, ligesom Forsvarets sprængstofeksperter og sprængstof-hunde er blevet tilkaldt.

Rådhuset vil blive gennemgået minutiøst for at sikre, at der ikke er yderligere eksplosive stoffer i bygningen, som kan skabe en farlig situation.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog en anmeldelse af gerningsmanden i de tidlige morgentimer, men han er endnu ikke identificeret, og han formodes stadig at være i bygningen.

- En mand har affyret noget fyrværkeri i politilokalet. Vi fik anmeldelsen klokken 04.50. Vi leder stadig efter ham, lød det kortfattet fredag morgen fra Peter Vestergaard, vagtchef ved Fyns Politi.

Manden har angiveligt forsøgt at sætte ild til rådhuset.

Politiet ved ikke, om han er bevæbnet, men de har tilkaldt sprængstof-hunde og Forsvarets sprængstofeksperter for at sikre, der ikke befinder sig yderligere eksplosive stoffer i bygningen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Politi i det centrale Middelfart fredag morgen. Foto: Øxenholdt Foto
Politi i det centrale Middelfart fredag morgen. Foto: Øxenholdt Foto

Vidne så manden
Det er også uvist, om fyrværkeriet har antændt en egentlig brand. Det var et vidne, der havde set manden bryde ind i bygningen.

- Jeg ved ikke, hvordan han kom ind. Han har muligvis ødelagt en dør, siger vagtchefen.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger omkring den formodede gerningsmand.