Lørdag rykkede en helikopter fra Søværnets Redningseskadrille ud til en mulig drukneulykke i Nors Sø, som ligger vest for Nors, en by i Thy. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden er blevet fløjet til tjek på Aalborg Hospital, og han er i god behold. Det fortæller Ole Vanghøj, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ekstra Bladet.
- Men han var godt afkølet efter tiden i vandet, siger han.
Bekymret borger
Meldingen om ulykken kom fra en borger.
- Der stod en borger på land, som så, at båden kæntrede, og at manden faldt i vandet, fortæller Ole Vanghøj.
Borgeren ringede 112.
- Tilfældigvis var der en helikopter i området, men inden den nåede frem, var manden selv kommet i land, siger Ole Vanghøj.
Foruden søværnet og politiet deltog også en lægehelikopter og en indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab i redningsarbejdet.