Stor redningsaktion: Tre personer kæntret i kano

Politiet oplyser, at de stadig mangler at finde den tredje person

Både helikoptere, dykkere og redningsbåde var med i eftersøgningen. Foto: Ole Steen
Både helikoptere, dykkere og redningsbåde var med i eftersøgningen. Foto: Ole Steen

Tre personer er kæntret i en kano i Arresø ved Frederiksværk, hvoraf den ene stadig er savnet. Det oplyser Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

- Vi fik en anmeldelse 18.39 fra en person, der stod i området og kunne se, at en kano var kæntret, fortæller vagtchefen fra Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Anmelderen kunne høre, at der var to personer, der råbte om hjælp.

Han oplyser yderligere, at politiet ved ankomst fandt to personer i vandkanten, som selv var svømmet i land, men at der stadig mangler en tredje person.

- Vi er stadig i fuld gang med at lede efter den sidste mand med både redningshelikoptere og dykkertjenesten, siger vagtchefen.

Der er tale om tre mænd i 20'erne, hvor ingen bar redningsvest.

- Vi kører på indtil det bliver mørkt, og genoptager eftersøgningen i morgen tidlig, hvis ikke vi finder den sidste inden, siger vagtchefen.

Vagtchefen oplyser 22.43, at eftersøgningen er sat på pause indtil i morgen tidlig. Han oplyser ydermere, at alle pårørende er underrettet.