En 29-årig mand bevæbnet med et hardball-gevær skabte nytårsaften kaos i den lille jyske landsby No seks kilometer nordøst for Ringkøbing.
Det bekræfter Jens Klaumarck, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Pludselig vrimlede det med politifolk, hvoraf flere var udstyret med maskinpistoler, omkring en privat bolig, og der var også en drone i luften til at overvåge begivenhederne.
Optakten var, at en kvinde med mentale udfordringer var forsvundet fra en selvejende institution i Aalestrup. En af stedets ansatte troppede derefter op på på en adresse i No, hvor kvinden nu skulle befinde sig.
Åndsnærværende og modig
Medarbejderen fra institutionen følte sig utilpas, da den 29-årige mand gav sig til kende og truede med en riffel-lignende genstand. Det kastede et alarmopkald til politiet af sig.
Kort efter var et stort antal politifolk til stede i No.
Det viste sig, at der var tale om et hardball-gevær, som kan affyre plastik-kugler og ligner et rigtigt skydevåben til forveksling.
- Lægmand kan jo ikke umiddelbart se forskel, men vedkommende var åndsnærværende og modig nok til at tage et billede af geværet, siger Jens Klaumarck.
Overgav sig uden modstand
Manden med geværet blev beordret til at lægge sig ned på maven.
Han overgav sig uden modstand, og det samme gjorde den kvinde, som - skulle det vise sig - af egen frie vilje havde forladt institutionen.
- Hun ønskede ikke at bo der længere, og manden - som er en af hendes bekendte - havde derfor sendt en taxa til at hente hende, siger Jens Klaumarck.
Den bevæbnede vestjyde er sigtet for trusler på livet og kan se frem til en tur i retten.