Storbrand: Politi ved hvem formodet brandstifter er

Kæmpebranden i Hillerød er klokken 5.45 slukket efter fem timer. 100 personer er evakueret fra 24 lejligheder

Hør om sagen her

Det er lykkedes brandfolk fra Falck i Hillerød at få bugt med flammerne i det boligkompleks på Centervænget, som klokken 0.49 natten til mandag blev ramt af en omfattende brand.

Det fortæller pressechef Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

- Jeg er ude på brandstedet nu, og brandfolkene er netop blevet færdige med at slukke branden. De er nu gået i gang med efterslukning, siger Henrik Suhr til Ekstra Bladet.

I alt har politiet evakueret omkring 100 personer fra 24 lejligheder, som i større og mindre omfang er blevet ramt under branden.

- Og fire personer er kørt til tjek for røgforgiftning på sygehuset. Ellers er det politiets opfattelse, at der ikke er nogen, der er kommet til skade, fortsætter pressechefen, som understreger, at det selvfølgelig skal tages med et vist forbehold.

- Der er ingen savnede, og vi har styr på, hvem der har været til stede. Men vi har naturligvis ikke kunnet komme ind i lejlighederne endnu, siger Henrik Suhr.

Mand flygtede
Vidner har set en mand løbe væk fra boligkomplekset, umiddelbart efter at branden er opstået i den lejlighed, som manden løb væk fra. Nordsjællands Politi har ledt efter personen - blandt andet med helikoptere og med aktionsstyrken.

- Vi har en formodning om, at branden er påsat. Og vi leder efter en bestemt person. Vi er lige nu i gang med at udarbejde et signalement, forklarer Henrik Suhr.

Det er endnu for tidligt at sige noget om brandårsagen. Og Henrik Suhr forventer ikke, at politiet får lov til at komme ind med sine brandteknikere før langt op ad formiddagen.

- Det kommer nok til at tage sin tid. Det er hele taget på den store bygning, der er brændt væk, siger Henrik Suhr.