Stormens første ofre: Person i rullestol blæst i Elben

To personer er omkommet i Hamborg som følge af stormen, der nu passerer Danmark

To personer er onsdag omkommet i Hamborg som følge af den storm, der nu passerer Danmark. Det skriver Bild.

På Willy-Brandt-Strasse ved byens havnefront i centrum rev en del af et stillads i syvende sals højde sig fri og faldt mod jorden, hvor det ramte en fodgænger. Han blev bragt på hospitalet, hvor han senere døde af sine kvæstelser.

Og i bydelen Blankenese i Hamborg vestlige udkant blev en mand i rullestol blæst i Elben. Redningsmandskab kunne i første omgang kun lokalisere rullestolen, men klokken 16 blev liget af manden bragt til land.

I sidstnævnte tilfælde vil politiet ikke udelukke selvmord, da rullestolen umiddelbart virker for tung til, at stormen kan have sendt den i vandet.