Stort fremmøde: Venner og familie mindes dræbt 20-årig

Mellem 300 og 400 mødte frem for at mindes ung mand, der mistede livet ved voldsom episode sidste uge

Sidst på eftermiddagen, tirsdag, havde en større gruppe forsamlet sig på Nørretorv i Horsens for at mindes 20-årige Tobias Sebastian Jødal, der mandag blev erklæret død.

Ekstra Bladets mand på stedet vurderer, at mellem 300 og 400 personer er forsamlet på torvet. Moren til den dræbte har sagt mindeord for sønnen, og der er også blevet sunget.

I flere dage havde den unge mand ligget i respirator, siden han i sidste blev erklæret klinisk død på Aarhus Universitetshospital, skriver Horsens Folkeblad.

Den 20-årige blev bragt til hospitalet efter et groft overfald tirsdag 11. maj med voldsomme blødninger i hjernen. På hospitalet blev han holdt kunstigt i live i respirator efter overfaldet. Mandag valgte man at slukke respiratoren, har Østjyllands Politi bekræftet overfor Horsens Folkeblad.

Det var tirsdag i sidste uge, at sagen om det brutale overfald udspandt sig. Her blev Tobias Jødal først passet op på Sølvgade og tævet bevidstløs. Efterfølgende kørte gerningsmændene rundt med ham i bagagerummet af en sort BMW.

Efterfølgende kørte bilen galt på Nørretorv i Horsens, hvor gerningsmændene stak af fra bilen. Her tog sagen en tragisk drejning, hvor offeret endte med at få hjertestop og efterfølgende blev erklæret klinisk død.

I alt er fire mænd nu anholdt i sagen og varetægtsfængslet. De nægter sig skyldige.

De fængslede er fra Vejle, mens offeret er fra Horsens. Også en 28-årig kvinde har været anholdt i sagen. Men hun blev løsladt efter grundlovsforhøret.

Også hun nægter sig skyldig. Kvinden er dog fortsat sigtet i sagen, hvor politiet konkret mistænker hende for at have hjulpet gerningsmændene efter overfaldet.