Stort kemikalieudslip på Carlsberg

Hovedstadens Beredskab rykkede ud til et kemikalie-udslip ved Bryggerhesten på Vesterbro i København mandag aften

Mandag aften er der sket et stort udslip af saltsyre ved Carlsberg i København. Video: Local Eyes.

En truck kørte ind i en tank med saltsyre på cirka 1000 liter på Bryggerhesten i Carlsberg Byen i København.

Det oplyser operationschef ved Hovedstadens Beredskab Frederik Ryber.

- Udslippet er sket inde på Carlsbergområdet i en bygning. Saltsyren er noget, de bruger i selve produktionen derinde, siger han til Ekstra Bladet.

Se mere video på Local Eyes.

Da tanken er inde i en bygning regnede operationschefen med, at beredskabet kan begrænse udslippet.

- Det meste vil løbe i kloaken. Saltsyre er ikke noget, man bruger i køkkenet derhjemme. Det er ikke helt op i det røde felt i forhold til farlighed, men det ætser, så man skal ikke i kontakt med det, siger den operative chef.

Klokken 21.29 fortæller Frederik Ryber, at der kun er lidt saltsyre tilbage i tanken, hvor det meste er løbet ud i kloaken. Den er forbundet med den almene kloak, hvorfor beredskabet bruger vand til at fortynde syren.

- Vi er ved at afvikle på stedet og overdrage til virksomheden, siger den operative chef.

Der er omkring 20 beredskabsmedarbejdere til stede. Foto: Øxenholt Foto
Der er omkring 20 beredskabsmedarbejdere til stede. Foto: Øxenholt Foto

Saltsyre kan danne gasser, som er brandfarlige, hvis det kommer i kontakt med nogle metaller, siger Frederik Ryber.

Beredskabet var til stede med seks-syv køretøjer og omkring 20 mand, heriblandt en indsatsleder.