To mænd er fredag hver blevet idømt fængsel i ti år i en narkosag fra Hillerød. Retten har fundet mændene skyldige i at have håndteret godt 21 kilo amfetamin.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.
Fængsel i 12 år var den påstand, som anklager Sophie Gade kom med under sagen, oplyser hun, men retten er altså landet på et lidt lavere niveau.
Den ene af de dømte har på stedet anket dommen til Østre Landsret. Den anden overvejer, om han skal gøre det samme.
Retten har i øvrigt ifølge anklageren besluttet at udstrække et navneforbud for de to dømte, som er henholdsvis 51 og 39 år.
Den store mængde blev fundet på den ældste mands adresse i Hillerød i august sidste år.
Kort tid efter anholdelsen blev han varetægtsfængslet, og cirka en uges tid senere fik betjente fat i den yngre, der ligeledes blev varetægtsfængslet.
Denne mand var i øvrigt også tiltalt for at have været i besiddelse af nogle gram amfetamin, da han blev anholdt i Greve. Og for på et ukendt tidspunkt at have overdraget et kilo amfetamin til en anden person.