Stort politi-opbud ved campingplads: En person fundet dræbt

Politiet er talstærkt til stede ved campingplads, hvor en person er fundet dræbt og en person er i kritisk tilstand

Et stort opbud af politibiler og ambulancer befinder sig lige nu ved Stjerne Camping i Vejers nord for Esbjerg. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der omkring ti politibiler på stedet og flere ambulancer.

Der er fundet mindst en person dræbt på stedet, og en person, hvis tilstand er kritisk, er fløjet med helikopter til behandling på Odense Universitetshospital, oplyser Syd-og Sønderjyllands Politi.

Politiet efterforsker sagen som en forbrydelse.

Til Ritzau siger politikommissær Torben Kloster fra lokalpolitiet i Varde:

- Jeg kan ikke sige så meget, men vi er blevet kaldt ud til nogle mennesker, der ligger i en blodpøl.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er campingpladsen spærret af og hunde afsøger området.

Ekstra Bladet følger sagen ...