Et større stillads på Lundtoftegade på Ydre Nørrebro er fredag aften blevet ødelagt og væltet. En større gruppe mænd er set flygte fra stedet, fortæller Københavns Politi til Ekstra Bladet.
- Der er cirka ti personer, som er blevet set løbe mod Nørrebro. Der er tale om hærværk, hvor to tredjedele af stilladset er blevet ødelagt.
- Der har været en faglig konflikt i området omkring Lundtoftegade, men vi kan endnu ikke sige, om det har forbindelse til det, fortæller vagthavende hos Københavns Politi, Leif Hansen.
Det vides heller ikke, om hærværket mod stilladset på Lundtoftegade kan have nogen form for relation til bandekonflikter eller lignende, oplyser politiet.