Strid om fiskepriser forsinker langvarig sag om kvotefusk

Anklager fra Bagmandspolitiet bebuder revideret krav om konfiskation i sagen om storfiskeren Henning Kjeldsen

Storfiskeren Henning Kjeldsen er omdrejningspunktet i den hidtil største kriminalsag i dansk fiskeri. Fiskeren beskyldes for at have brudt reglerne for, hvor store andele af kvoterne for fisk, en enkelt fisker må besidde. Det skal ifølge anklagen være sket ved hjælp af stråmandsvirksomhed. Hovedpersonen selv afviser beskyldningerne. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Storfiskeren Henning Kjeldsen er omdrejningspunktet i den hidtil største kriminalsag i dansk fiskeri. Fiskeren beskyldes for at have brudt reglerne for, hvor store andele af kvoterne for fisk, en enkelt fisker må besidde. Det skal ifølge anklagen være sket ved hjælp af stråmandsvirksomhed. Hovedpersonen selv afviser beskyldningerne. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Følg Krimi

Det trækker ud med at få sat et punktum for den hidtil største kriminalsag i dansk fiskeri.

Retten i Holstebro tog 24. februar hul på sagen om formodet fusk med fiskekvoter med storfiskeren Henning Kjeldsen og ni andre på anklagebænken.

Forventningen var dengang, at man skulle bruge 25 dage på sagen.

Men onsdag – otte måneder efter sagens opstart - verserer sagen fortsat i retssal A på retsdag nummer 38.

Det er et slagsmål om priserne på fisk, der har fået sagen til at trække voldsomt ud.

Bagmandspolitiet har oprindeligt fremsat krav om konfiskation af 231 millioner kroner mod den nordjyske fisker og en række fiskeriselskaber, som han anklages for at have kontrolleret.

Det er ifølge anklagen værdien af de fisk, som er landet, og som ifølge anklagemyndigheden udgør en uretmæssig fortjeneste.

Men beregningerne anfægtes af fiskerens advokat, Olaf Koktvedgaard.

Han mener, at beregningerne tager udgangspunkt i gennemsnitspriser på fisk, der ikke har noget at gøre med de priser, der reelt var på fiskene, da de blev fanget.

Det har ført til omfattende genberegninger og afhøringer af nye vidner.

Kravet om konfiskation er undervejs blevet nedsat til 210 millioner kroner.

Men ved retsmødets begyndelse onsdag varsler sagens anklager, Ane Kallmayer Bach, at der er et nyt, revideret krav på vej.

Hvad det ligger på, har hun ikke løftet sløret for.

Hun går i gang med at læse de tilgrundliggende beregninger op, da storfiskeren iført blå Hugo Boss-hættetrøje pludselig afbryder:

- Er der snart tissepause?

Retsformanden bebuder en formiddagspause, og den 58-årige fisker med en karakteristisk guldørering i venstre øre iler ud på det nærmeste toilet.

Hans kone er ligesom seks andre tiltalt for at agere stråmand for Henning Kjeldsen.

Men hun er som den eneste af de tiltalte ikke til stede onsdag grundet en sygemelding.

Efter et næsten syv timer langt retsmøde afsluttes bevisførelse og dokumentation onsdag eftermiddag.

Sagen genoptages torsdag 4. november, hvor anklageren kommer med sine afsluttende bemærkninger i sagen. Dagen efter er det forsvarsadvokaternes tur.

Hvornår der falder dom i sagen er endnu uvist.

Ud over konfiskation og en bøde går anklagemyndigheden efter at få Henning Kjeldsen frakendt retten til erhvervsmæssigt fiskeri.

Desuden vil anklageren have frakendt en advokat og en revisor, der har rådgivet fiskeren, retten til at udøve deres virksomhed.

Alle de tiltalte nægter sig skyldige og går efter at blive frifundet.

OVERBLIK: Her er anklagen mod formodet kvotekonge

Storfiskeren Henning Kjeldsen fra Skagen er på 38. retsdag på anklagebænken i Retten i Holstebro, hvor han beskyldes for fusk med fiskekvoter.

Her kan du læse om om anklagen mod fiskeren.

* Henning Kjeldsen anklages for at have omgået regler om fiskekvoter i perioden fra 2013 til 2019.

* Reglerne er lavet for at sikre, at nogle få fiskere sidder på hovedparten af de danske fiskekvoter på for eksempel makrel, tobis, blåhvilling og kuller.

* Ifølge anklagen skal Henning Kjeldsen have kontrolleret en række fiskeriselskaber, som på papiret var ejet af fiskerens kone samt en række nuværende og tidligere ansatte.

* Fiskeren har afvist alle beskyldninger og argumenteret med, at han blot hjalp andre fiskere i gang med deres forretninger.

* Fiskerens advokat har protesteret imod, at sagen overhovedet føres ved Retten i Holstebro med henvisning til, at fiskeren aldrig har modtaget et påbud om at nedbringe sine kvoteandele.

* Det er et kompliceret lovgrundlag, der ligger til grund for sagen.

* Fiskere kan købe, sælge og leje fiskekvoter, men der er lofter for, hvor store andele en enkelt fisker må besidde.

* I 2017 konkluderede Rigsrevisionen, at der har været en kritisabel forvaltning af regelgrundlaget i det daværende fiskeriministerium.

* Politisk medførte kritikken, at daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) måtte afgive fiskeriområdet fra sin portefølje.

* Henning Kjeldsen og de øvrige tiltalte i sagen nægter sig skyldige.

Kilder: Anklageskriftet, Ritzau.

Seneste nyt

Hun mobber. Hun intimiderer. Hun håner.

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.