Det var et særdeles brutalt drabsforsøg, som torsdag udspillede sig omkring 17.30 i Christianias Pusher Street i København.
To mænd er fredag blevet fængslet 24 dage i Københavns Dommervagt og sigtet for drabsforsøg. Her kom det frem, at det ene af de to ofre var blevet stukket i armhulen og tre gange i baghovedet.
Han var blevet hugget så voldsomt i hovedet med en kniv, at han havde en spids genstand siddende i kraniet. Det andet offer blev stukket i hånden og fik flere sener skåret over.
Nægter at udtale sig
I retslokalet blev de to formodede gerningsmænd ført ind i blåt fængselstøj og fremstod begge rolige. Begge mænd nægtede sig skyldige og ville ikke svare på spørgsmål.
Omkring klokken 17.40 torsdag modtog politiet meldingen om, at to mænd var blevet stukket ned. Herefter rykkede man ud til Christianshavn, hvor myndighederne fandt den knivstukne duo på jorden ved Prinsessegade.
Fredag morgen meldte politiet ud, at de to er uden for livsfare.
Ville sælge hash
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er begge ofre knyttet til den forbudte bande, Loyal to Familia.
De to mulige gerningsmænd stak angiveligt de to LTF-relaterede mænd ned som følge af et sammenstød i Pusher Street tidligere på dagen.
Her havde de to LTF-relaterede mænd ifølge Ekstra Bladets oplysninger smidt de to mænd ud af 'gaden', fordi de ville sælge hash derude.
Interne regler
Der er strikse interne regler for, hvem der må sælge hash i den verdensberømte hashgade. Ifølge gadens uskrevne regelsæt kan man ikke bare rykke ind og opstille en hashbod.
Den slags skal klappes af først internt i miljøet, og Ekstra Bladet har gentagne gange beskrevet, hvordan figurer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet er yderst magtfulde i spillet omkring det indbringende illegale hashmarked.
Inden dørene blev lukket, så presse og pårørende ikke kunne høre mere, blev begge de blåklædte mænd subsidiært sigtet for legemsangreb af særlig, rå, brutal eller farlig karakter.
Lidt over klokken 18 rykkede Københavns Politi ud til anmeldelse om knivstikkeri ved Christiania i København