Styrtede sammen: Stue totalt blottet

Der var pludselig fuld udsigt ind til stuen i en lejlighed, efter gavlen på en beboelsesejendom styrtede sammen i Esbjerg

En beboelsesejendom styrtede delvist sammen på Østergade i Esbjerg tirsdag. Den nederste del af gavlen sank i jorden, så stuen i en af lejlighederne var helt blottet.

Efterfølgende er resten af gavlen delvist styrtet og delvist revet ned af sikkerhedsmæssige hensyn.

I starten var det noget gravearbejde, der fik gavlen til at give efter, oplyste vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Mads Dollerup-Scheibel, til Ekstra Bladet tirsdag.

Ingen personer kom til skade.

'Kom ud, kom ud'
Det var i første omgang en beboer på førstesalen, der opdagede, at bygningen begyndte at slå revner. Han flygtede ud i opgangen og råbte 'kom ud, kom ud' til de andre beboere.

Ganske kort efter styrtede bygningens nederste del af gavlen sammen.

- Jeg hørte råbene fra beboerne i ejendommen og kunne se, hvordan de styrtede ud af opgangen. Da politiet kom fik også naboerne at vide, at de skulle ud på gaden, sagde Kim Jensen, der er nabo til ejendommen, til JydskeVestkysten tirsdag.

Syd- og Sønderjyllands Politi, der ikke med sikkerhed kan sige, om det var arbejdet på byggegrunden ved siden af, der forårsagede nedstyrtningen, er nu i gang med at undersøge, hvad der skete.

Du kan se de voldsomme billeder, efter gavlen styrtede sammen, i videoen over artiklen.

Foto: Byrd
Foto: Byrd