Det svenske politi har meldt ud, at de mener, at det var en bombe, der var placeret i en etageejendoms kælder, som udløste en voldsom eksplosion tirsdag.
Ved eksplosionen, der fandt sted i Gøteborg, blev fire personer alvorligt kvæstet - to af dem er stadig indlagt på intensiv.
Flere beboere i ejendommen har talt med svenske medier om hændelsen.
- Da vi kom ned i gården, lå folk besvimet på jorden, forklarede Theodor Öréus, hvis hoveddør blev blæst ind af trykbølgen.
Fra politiet lyder det, at eksplosionen er meget speciel.
- Skaderne er unikke. Det er yderst sandsynligt, at sprængladningen blev placeret i ejendommens kælder, lyder det fra politiet ifølge Aftonbladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
To karakteristika
Der er særligt to ting, der har gjort denne eksplosion speciel. For det første var eksplosionen meget kraftig og dernæst den voldsomme og langvarige brand, der fulgte.
- Det er først gange, at man ser sådan en effekt. Jeg kan ikke huske en lignende sag, fortæller en betjent, der har arbejdet med undersøgelser af bomber i Sverige i mange år.
- Det er normalt at placere sprængstof eller en håndgranat udendørs ved siden af en port eller en bil. Her plejer sprænings-effekten at være ganske lokal, og trykbølgen spredes udendørs.
Betjenten har en teori om, at enten indeholdt bomben noget brandfarligt, eller også blev den placeret ved noget brandbart materiale.
- Det kan have været en tilfældighed. Det vil sige, at bomben antændte en trækonstruktion eller lignende.
Betjent i blokken
Tirsdag aften skrev svenske Expressen, at der bor en politibetjent i boligblokken, som har vidnet i flere bandesager. Selv afviser han, at nogen skulle være ude efter at hævne sig på ham.
Indenrigsminister Mikael Damberg, der tirsdag har været i løbende kontakt med politiet, sagde på et pressemøde tirsdag eftermiddag, at det er tydeligt, at en forbrydelse ikke kan udelukkes.
Statsminister Stefan Löfven betegner eksplosionen som noget, der rammer ikke kun Gøteborg, men hele landet.