Sverige: Fire personer fundet druknet i sø

De fire personer var faldet igennem et hul i isen

Fire mænd har torsdag aften mistet livet i en drukneulykke ved Sävsjö syd for Jönkøbing.

Det oplyser politiet i region Öst til nyhedsbureauet TT.

- Vi rykkede ud med ambulance og redningstjeneste umiddelbart efter klokken 18.30. Et vidne havde set en redningskrans på isen men uden at se nogen mennesker i nærheden. Redningstjenesten har lokaliseret fire personer og trukket dem op af hullet i isen, siger Björn Öberg, der er pressetalsmand ved politiet i region Öst, til Aftonbladet.

Alle fire personer er siden erklæret omkomne.

- Vi ved ikke, hvorfor de var der, eller om de var i selskab med hinanden, siger vagtchef Camilla Larsson.

- Ikke en forbrydelse
Politiet oplyser, at der er tale om to mænd omkring 65 år, en omkring 70 år og en omkring 75 år.

- Det er helt klart, at der er tale om en ulykke. Vi mistænker ikke, at der er sket en forbrydelse. Men vi ved ikke meget andet, om hvad der er sket og omstændighederne omkring det, siger vagtchefen.

De fire mænds pårørende er underrettet, oplyser politiet.

Den tragiske ulykke sker på samme dag, hvor tre voksne og et barn er røget igennem isen i Ekerö kommune ved Stockholm. De er alle sammen blevet bragt på sygehuset, skriver Aftonbladet.