Sverige: Irakisk mand dømt for at posere på Facebook med afhugget hoved

En 24-årig irakisk statsborger er i retssag i Sverige blevet idømt seks måneders fængsel for at have været med på billeder, hvor dræbte IS-krigere blev udstillet

En 24-årig irakisk statsborger er ved Blekinge Tingsrätt blevet idømt seks måneders fængsel for at posere med et afhugget hoved på Facebook. Googlemaps
En 24-årig irakisk statsborger er ved Blekinge Tingsrätt blevet idømt seks måneders fængsel for at posere med et afhugget hoved på Facebook. Googlemaps

En 24-årig irakisk statsborger er blevet idømt seks måneders fængsel ved Blekinge Tingsrätt i Karlskrona i Sverige for at have poseret på et billede på Facebook med et afhugget hoved.

Det skriver Expressen.

Den 24-årige deltog ifølge avisen i kampen mod Islamisk Stat i Irak. Her har han været mistænkt for at posere med døde fjender på billeder, der siden havnede på Facebook.

Det handler dels om billeder, hvor manden står med delvist afklædte og dræbte personer. Retten vurderede imidlertid, at flere af billederne ikke var i en kategori, hvor de 'alvorligt krænkede den personlige værdighed'.

- Ved disse forhold kan det ikke komme på tale at strafbelægge glædesytringer og sejrs-gestusser i relation til døde personer, skriver retten i sin begrundelse for dommen.

Hovedet lå i en skål
Derimod blev det skønnet krænkende, da manden på et enkelt billede satte sig på hug ved en skål, hvori der lå et afhugget hoved, mens han peger på hovedet med en skruetrækker. Her har retten vurderet, at manden 'udsætter personen for nedsættende behandling, som er egnet til alvorligt at krænke den personlige værdighed'.

I retten hævdede manden, at han følte sig tvunget af omstændighederne til at være med på billederne. Det valgte retten ikke at tro på. Blandt andet fordi manden under retssagen gav udtryk for afsky mod de døde personer og hvad, de stod for.

ENkelte af billederne gav desuden retten en opfattelse af, at manden ikke blev tvunget til at posere. Snarere tværtimod.

Anklageren ønskede også at få manden udvist fra Sverige, men den påstand valgte retten ikke at følge. Manden er ellers tidligere blevet idømt flere års fængsel og ti års udvisning for røveri.

Retssagen var ifølge Expressen den første af sin art på svensk grund nogensinde.