Svigerdatters fjende nummer 1: Morder stak af i hjemmesko

Eugene Palmer lå i krig med sin søns kone, før han dræbte hende i blodbad og stak af - den efterlyste 83-årige mand er det seneste navn på FBI's top 10-liste over efterlyste kriminelle i USA

Den efterlyste Eugene Palmer, der efter FBI's opfattelse dræbte sin svigerdatter tilbage i 2012, var dengang en sportstrænet herre. Han er 83 år, hvis han stadigvæk er i live. Foto: FBI
Den efterlyste Eugene Palmer, der efter FBI's opfattelse dræbte sin svigerdatter tilbage i 2012, var dengang en sportstrænet herre. Han er 83 år, hvis han stadigvæk er i live. Foto: FBI
Følg Krimi

- Det holder mig vågen om natten. Jeg er urolig ved tanken om, at han vender tilbage.

Rosemary Palmer erkendte for få uger siden over for mediet Rockland County Times, at hun stadigvæk gruer ved tanken om, at hendes mor, Tammy Palmers sporløst forsvundne morder stadigvæk kan være i live.

Den yngre kvinde frygter, at hendes børn og hun selv i så fald er i overhængende fare.

I snart 10 år har Tammy Palmers svigerfar og største fjende været som sunket i jorden, og den efterlyste Eugene Palmer blev for et par år siden som 'den nye elev i klassen' ophøjet til en placering på FBI's nationale top 10-liste over de mest efterlyste kriminelle i USA.

FBI har udlovet en dusør på 100.000 dollars for oplysninger, der kan opspore Eugene Palmer og føre til hans anholdelse.

 

Den passionerede jæger og 'wild life'-entusiast er 83 år, hvis han stadigvæk er i live, og forbundspolitiet anser det ifølge tv-stationerne CNN og CBS som sandsynligt, at det er han.

Efterforskerne vurderer desuden, at den aldrende newyorker kan være bevæbnet til tænderne og farlig.

Bitter familiestrid
Den tragiske historie har afsæt i en bitter familiestrid og skuddrabet på den 39-årige mor til to i hendes villa i et stille, idyllisk villakvarter i Stony Point lige ved siden af Harriman State Park i New Yorks opland tilbage i 2012.

Her levede Tammy Palmer sammen med sin ægtefælle John Palmer og deres to børn. Hendes svigerfar, Eugene Palmer, ejede det hus, familien boede i, og han var deres nærmeste nabo.

Parrets ægteskab var i krise og belastet af gensidig utroskab, og Tammys forhold til sin svigerfar havde over tid bevæget sig i en direkte fjendtlig retning. Tammy Palmer bad på et tidspunkt sin mand om at flytte, men hun ville gerne bevare et venskabeligt indbyrdes forhold af hensyn til børnene.

Tammy Palmer blev jagtet rundt om sin bolig, før det efter politiets opfattelse med flere skud lykkedes hendes svigerfar at dræbe hende. Privatfoto
Tammy Palmer blev jagtet rundt om sin bolig, før det efter politiets opfattelse med flere skud lykkedes hendes svigerfar at dræbe hende. Privatfoto

Den løsning faldt ikke i Eugene Palmers smag. Han mente, at svigerdatteren burde flytte, og han skal i vrede have lukket ned for elektriciteten, mens hun svarede igen ved at trykke bilhornet i bund, når hun vidste, at han sov.

- Han brød sig ikke om min søster, har en af kvindens søstre senere forklaret CNN.

Striden trappede op, da Eugene Palmer ifølge politiet truede sin søns kone med en pistol og forsøgte at slå hende. Det var 20. september 2012. Hun forsvarede sig med en kæp. Fire døgn senere fik politiet alarmopkald om affyring af skud fra Palmer-parrets hus.

Drabsefterforsker Michael Cruger har forklaret amerikanske medier, at Eugene Palmer, havde gemt sig i en skovtykning, mens hans svigerdatter gik til bussen med sit yngste barn.

I indkørslen skød han angiveligt den ene underarm af hende. Ofrets far, John Pannirello har forklaret CNN, at hans datter i panik løb hen imod husets fordør for at søge dækning.

- Hun kunne ikke komme ind. Der var bagefter blod ud over hele døren. Hun lød derefter hen til anden anden dør, som også var blodig for til sidst at løbe om bagved huset, hvor han skød hende igen (...) Hun må have været så bange, lyder John Pannirellos forklaring.

'Jeg skød og dræbte Tammy'
Det andet skud ramte ikke Tammy Palmer, og hun løb ifølge sin far videre som et stykke jaget vildt og endte med at kollapse, hvorefter hun fra klos hold blev dræbt af skud.

Politifolk fandt senere Tammy Palmers blodige lig i matriklens baghave.

Eugene Palmer flygtede over til sin søster. Han gav hende en sum penge og sagde 'jeg skød og dræbte Tammy. Jeg havde fået nok' og 'giv mig en times forspring, før du ringer til politiet'. Med de ord forsvandt han ind i den tilstødende 180.000 kvadratkilometer store skov iført hjemmesko og ekstra tøj i en rygsæk. 

Lige siden har det været en gåde, hvad der videre skete med den dengang 110 kilo tunge men fysisk veltrænede mand, som i mild grad led af sukkersyge.

Der er aldrig fundet et lig, og ingen har tilsyneladende modtaget livstegn fra den nationalt efterlyste mand.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hunde gav op: Sporene var kolde

Eugene Palmer fik muligvis hjælp til at flygte. Foto: FBI
Eugene Palmer fik muligvis hjælp til at flygte. Foto: FBI

Efter drabet på Tammy Palmer blev en større menneskejagt hurtigt sat i værk.

Den formodede morder Eugene Palmers ladvogn blev dagen efter drabet fundet få hundrede meter fra gerningsstedet, og sporhunde fik færten af ham ved et overnatningssted i nærheden.

Men grundige undersøgelser af den enorme skov har aldrig kastet andre brugbare spor af sig.

Politiet har arbejdet med den teori, at nogen kan have samlet ham op og hjulpet ham med at flygte, og at han nu lever under en ny identitet i en anden delstat i USA.

Sønnen har ifølge sin ekskones datter, Rosemary Palmer, fremstået dybt ulykkelig over sin fars handling. Han afviser at have haft noget med flugten at gøre, og han bedyrer, at han har aldrig set eller hørt fra sin far siden den efterårsdag nord for New York.

Samler ind til gravsten
Rosemary Palmer er på ti års afstand af drabet ved at miste håbet om, at det nogensinde lykkes at finde frem til hendes mors drabsmand.

Hun lægger ikke skjul på, at tabet af moderen har været en tung byrde.

For nylig satte hun en pengeindsamling i værk, så familien kan få råd til at købe en gravsten til den savnede kvindes minde.

- Det gør ondt at besøge mors gravsted og se, at hun som den eneste ikke har en mindesten, siger Rosemary Palmer til Rockland County Times.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

En fuldtonet skandale