Svinetransport med 575 grise væltet

En svinetransport med 575 grise ombord er væltet nær Rødekro i Sønderjylland

Svinetransporten er formentlig kørt ud i rabatten, hvilket fik den til at vælte. Politifoto.
Svinetransporten er formentlig kørt ud i rabatten, hvilket fik den til at vælte. Politifoto.

En svinetransport er væltet på Nr. Hostrupvej ved Tyrholmvej nær Rødekro i Sønderjylland.

Der er ikke sket nogen personskade i uheldet, men vejen er helt spærret.

- Det ser ud, som om den er kommet ud i rabatten. Så har den skrabet jorden op og er væltet om på siden, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til Ekstra Bladet.

Døde grise
Det blev tidligere oplyst, at der var 420 grise ombord, men der er retteligt tale om 575 grise. Enkelte af grisene i transporten er døde i faldet, og resten af dem tilses af en dyrlæge.

På Twitter oplyser politiet kort efter klokken 10.30, at 'en del' af grisene aflives, fordi de har fået skader.

Meningen er, at resten af grisene skal omlæsses til en anden lastbil, så de kan køres væk fra stedet.

Ingen tidshorisont
Det vides endnu ikke, hvornår vejen igen er helt åben.

- Det ved vi ikke helt. Den ligger omme på siden, så det er ikke lige til at komme til. Så tidshorisonten kan vi ikke sige noget om lige nu, siger Søren Strægaard.

Der har ikke været andre involveret i uheldet.