Kristine Misane, som i mere end et år har været varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, bliver fredag udleveret til Sydafrika.
Det har Københavns Politi netop oplyst til den 46-årige kvindes forsvarsadvokat Henrik Stagetorn.
Det oplyser han til Ekstra Bladet.
Kristine Misane, som er lettisk statsborger, blev 9. december 2018 anholdt i Danmark under en mellemlanding på vej mod Sydafrika, som hun i maj samme år vendte ryggen. Hun tog trods en sydafrikansk domstols forbud sin dengang treårige datter med ud af landet, og det fik myndighederne til at udstede en international arrestordre, som altså før jul forrige år blev aktiveret i Danmark.
Mor har bortført datter: Nu slår far igen i video
Letland vil redde kvinde
Under de mere end 14 måneders varetægtsfængsling i Danmark har Misane forsøgt at hindre en udlevering, fordi hun frygter for opholdet i et sydafrikansk fængsel.
Så sent som i går overraskede Letland ved at udstede en arrestordre på kvinden, hvis gentagne forsøg på at slippe for rejsen til Sydafrika er blevet underkendt danske myndigheder.
- Jeg har hørt det, men vil frygtelig gerne se den, sagde Stagetorn i går til Ekstra Bladet om Letlands arrestordre, som det fortsat onsdag ikke var lykkedes ham at få indblik i.
Rigsadvokaten har godkendt Sydafrikas udleveringsbegæring, og Østre Landsret har to gange underkendt Københavns Byrets beslutning om at løslade kvinden.
Kæmper for løsladelse torsdag
I sidste uge besluttede Østre Landsret at forlænge fængslingen til 20. februar - altså på torsdag.
Ved et retsmøde om fristforlængelse i sagen torsdag klokken 10.40 vil Henrik Stagetorn forsøge at få byretten til at løslade kvinden. Det vil anklagemyndigheden efter alt at dømme modsætte sig.
Letland vil redde mor til to i sidste øjeblik
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få Rigsadvokatens bemærkninger til den seneste udvikling i sagen.
Allerede tidligt i forløbet - godt en måneds tid efter anholdelsen - fik Letland af Danmark mulighed for at overtage strafforfølgningen. Men Letlands øverste anklager afslog.
Kristine har ikke set datter over et år
Dette skyldes, at strafferammen i Letland for en såkaldt barnebortførelse ikke er tilstrækkelig høj. Et ja tak til Danmarks tilbud ville være ulovligt og var således ikke muligt, har Letlands øverste anklager tidligere fastslået i en længere redegørelse.
Men nu er der altså alligevel udstedt en arrestordre, som Stagetorn i går meddelte til Ekstra Bladet, at han vil støtte op om, så hans klient bliver udleveret til sit hjemland frem for Sydafrika.
Sultestrejke
Misane har siden 30. januar sultestrejket i protest mod varetægtsfængslingen. I fredags fortalte hun i landsrettens 19. afdeling til Ekstra Bladet, at hun fortsat ikke spiste.
Kvinden har ikke set sin datter siden afrejsen fra Letland i december 2018. Pigens storebror har besøgt sin mor i fængslet, men familien har af frygt for Interpols efterlysning ikke turdet at lade den lille pige rejse ud af Letland.
Hun har talt med sin mor på Skype.
Letland kritiserer Danmark på grund af udlevering
Forløbet har flere gange undervejs spidset til. Tidligere på måneden blev Danmarks ambassadør i Riga for eksempel kaldt til en samtale i Letlands udenrigsministerium. Et medlem af det lettiske parlament har foreslået ambassadøren smidt ud af Letland.
Mandag drøftede Letlands præsident, Egil Levtis, sagen med flere ministre i regeringen.
To gange er en planlagt udlevering til Sydafrika blevet udsat. Første gang var 20. november sidste år.
Udsendelsen blev stoppet, fordi Kristine Misane søgte om asyl i Danmark, netop som et fly med sydafrikanske betjente havde sat hjulene på asfalten i Kastrup Lufthavn. Og næste gang var onsdag i sidste uge.
Endvidere har en dommer i Københavns Byret altså to gange besluttet at løslade Kristine Misane, men i begge tilfælde er afgørelserne blevet omgjort af Østre Landsret - senest i fredags.