Sygeplejerskestuderende filmede i smug: Dømt til behandling

En 26-årig mand filmede kæresten og hendes lillesøster på toilettet og i badet. Også en patient blev krænket

Fra en skjult telefon på et badeværelse på Vesterbro i København blev en mindreårig pige filmet hele ni gange af en voksen mand - storesøsterens kæreste - mens hun var i bad.

Manden studerede til sygeplejerske og arbejdede i den forbindelse blandt andet på et hospital i København, og efterforskningen af sagen afslørede, at han også på sit job havde optrådt som krænker.

- Det er det voyeurististiske i det, sagde manden om sine motiver, da han afgav forklaring i retten før jul.

Tirsdag har Retten på Frederiksberg afsagt dom i sagen mod den 26-årige mand. Der er tale om en betinget fængselsdom med vilkår om sexologisk behandling.

Det betyder, at manden ikke skal i fængsel, hvis han indvilger i at deltage i et toårigt behandlingsforløb på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

Dog vil han blive frihedsberøvet i tre måneder, idet han til at begynde med skal opholde sig på en af Kriminalforsorgens pensioner i forbindelse med behandlingens opstart, oplyser anklager Henrik Uhl Pedersen fra Københavns Politi.

- Anklagemyndigheden og forsvareren var enige om, at det skulle være en betinget dom med vilkår om behandling. Det eneste stridspunkt var længden af opholdet på pensionen, fortæller Henrik Uhl Pedersen.

Kriminalforsorgens pensioner er kendetegnet ved en højere grad af frihed for beboerne end indsatte har i for eksempel de åbne fængsler.

Manden blev opdaget, da han på et kollegie filmede en nøgen kvinde i et baderum. Han blev anmeldt, og da politiet kiggede nærmere på mandens telefon og computer, voksede sagen.

Efterforskerne fandt ud af, at han også havde filmet sin egen kæreste i smug under toiletbesøg. Og kærestens lillesøster, som var under 15 år, blev filmet hele ni gange, mens hun var i bad.

Derudover har manden 20 gange gennem et nøglehul filmet kvinder i en lejlighed, når de gik på toilet og i bad. Disse kvinder er ikke identificeret.

- Jeg tror, at jeg kom gående ned ad trappen og hørte nogen grine, så kiggede jeg gennem nøglehullet, og så hov, der stod nogle, der var nøgne. Det var spændende, forklarede manden i retten.

Manden er også dømt for på sit arbejde som sygeplejerskestuderende at have filmet en kvindelig patient, som var i en bevidstløs eller bedøvet tilstand. Kvinden blev filmet med blottede bryster.

Manden er derfor også dømt for stillingsmisbrug. Men allerede i december, da retten fandt ham skyldig, meldte han ud, at han havde droppet planerne om at blive sygeplejerske.

Manden har siden skyldkendelsen i december gennemgået en mentalundersøgelse. Og her er lægerne nået frem til, at mandens seksuelt afvigende tilbøjeligheder kan behandles.

Han har nu to uger til at beslutte, hvorvidt han vil anke dommen til Østre Landsret.