Syv-årig pige jagtet af mand i klovnekostume med kniv: - Det er en alvorlig sag

Østjyllands Politi efterforsker tirsdag en episode, hvor en syv-årig pige er blevet jagtet af en klovn med en kniv

Den uhyggelige trend, hvor folk klæder sig ud som klovne for derefter at skræmme livet af folk, nåede sidste efterår ved samme tid også til Danmark.

En syv-årig pige blev tirsdag morgen jagtet af en mand med en kniv, imens hun var på vej til Malling Skole. Manden var klædt ud som klovn.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Vi modtager en anmeldelse omkring klokken 13 fra pigens skole i Malling. Pigen har forklaret til personalet, at hun kom gående mod skolen på Stenhøjgårdsvej, da hun går forbi en mørk bil, hvor der sidder flere mænd. En af mændene er klædt ud som klovn, og han hopper ud og løber efter pigen. Pigen mener, at manden har noget i hånden, der ligner en kniv. Om det er en rigtig kniv er dog for tidligt at sige, siger vagtchef Per Bennekov til Ekstra Bladet.

Hos politiet ser de med stor alvor på sagen og er lige nu i gang med at efterforske de nærmere omstændigheder.

- Det er en meget alvorlig sag, og vi er selvfølgelig meget opmærksomme på den. Når en syv-årig pige føler sig truet på den måde på vej til skole, så er det ikke noget at spøge med. Vi er derfor selvfølgelig meget interesserede i at høre fra vidner i området, der kan have set noget mistænkeligt omkring Malling Skole i morges, siger vagtchefen.

En uhyggelig oplevelse
Til Århus Stifttidende fortæller Mille Linnet Jakobsen, der er mor til den syv-årige pige, at hendes datter var på vej i skole, da episoden fandt sted.

- Hun fortæller, at en mand havde fulgt efter hende i en bil, og pludselig står ud og begynder at løbe efter hende med en kniv, klædt ud som en klovn, fortæller Mille Linnet Jakobsen.

Oplevelsen har ifølge moderen gjort stort indtryk på datteren, som er skræmt efter episoden. Efter omstændighederne har hun det dog godt og tager det pænt.

- Jeg snakkede med hende, og hun sagde, at hun følte sig tryg på skolen, så hun blev deroppe. Hun er heldigvis ret hardcore, siger Mille Linnet Jakobsen.

Skole: Vi tager det alvorligt
Hos Malling Skole bekræfter skoleleder Mikael Bugge Andreasen overfor Ekstra Bladet, at der har fundet en ubehagelig episode sted i nærheden af skolen tirsdag morgen.

- En af vores elever kommer i skole i dag, og her fortæller hun så en af vores lærere, at en mand er steget ud af en bil og er løbet efter hende i klovnekostume og med en kniv på en sti nær skolen. Hun havde følt sig meget truet. Vi giver så selvfølgelig beskeden videre til forældrene. Pigen var meget forskrækket og ked af det efter episoden. Hun blev dog i skole det meste af dagen, og så kom hendes mor og hentede hende, så hun ikke skulle gå alene hjem og være utryg. Det er selvfølgelig en alvorlig sag, og det er ikke i orden, at vores børn skal skræmmes fra vid og sans, siger skolelederen.

På skolen har de nu taget en snak med børnene og informeret forældrene om episoden.

- Der er selvfølgelig nogen af eleverne, der har været bange. Så i dag har vi brugt lang tid på at tale med eleverne, og vi har også givet besked til forældrene om, hvad der er sket. Det har givet lidt mere ro på. Pedellen har også gået en tur rundt i området for at se, om han kunne se noget mistænkeligt, men han fandt ikke noget. Samtidig har vi opfordret folk i området til at holde øje, siger Mikael Bugge Andreasen.

- Vi opfordrer også børnenes forældre til at tale med dem om det, hvis de er utrygge, og ellers er de jo altid velkomne til at komme til os på skolen. Hvis der er behov for det, taler vi også med børnene om det i morgen og går en runde på skolens område for at tjekke, om der skulle være noget mistænkeligt, tilføjer han.

Flere episoder med klovne
Tilbage i oktober sidste år blev der rundt omkring i Danmark anmeldt flere episoder om folk i klovnekostumer, der skræmte forbipasserende - stærkt inspireret af en lignende bølge i USA:

På bare et par uger blev der registeret omkring 10 tilfælde af klovne - blandt andet i Holbæk og Fredericia.

Hos Østjyllands Politi skal de nu i gang med at tale med den syv-årige pige og hendes forældre, så de kan få indblik i, hvad der præcis er sket.

- Anmeldelsen er først indgivet omkring klokken 13 af pigens skole, og det er ret længe efter episoden er sket. Vi skal derfor nu have talt med pigens familie og pigen, så vi kan klarlægge forløbet, siger Per Bennekov.

Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.