Syvårig alvorligt forbrændt: I kritisk tilstand

En dreng har formentlig leget med ild, da han kom alvorligt til skade på et grønt område i Vollsmose onsdag

Syvårig alvorligt forbrændt: I kritisk tilstand

En syvårig dreng blev onsdag eftermiddag så alvorligt forbrændt på kroppen, at han torsdag fortsat er i kritisk tilstand.

Årsagen var formentlig, at han legede med ild, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

Hændelsen skete ved højlys dag på et grønt område nær en børnehave i Odense-bydelen Vollsmose. Området ligger i Lærkeparken.

- På baggrund af de tekniske undersøgelser er det Fyns Politis umiddelbare formodning, at drengens brandskader er sket ved et uheld i forbindelse med leg med ild, skriver politiet.

Den syvårige blev hentet i en ambulance og kørt til hospitalet med brandsårsskader. Han er fortsat indlagt og får behandling.

På grund af hans tilstand har han ikke selv kunnet fortælle betjente, hvad der er sket, eller hvordan han kom til skade.

Politiets foreløbige efterforskning tyder dog på, at der er tale om en ulykke. Det fortæller politikommissær Morten Ravn-Christoffersen, der er efterforskningsleder i sagen.

- De foreløbige svar, vi har fået ind på de tekniske undersøgelser fra i går aftes, indikerer, at der med stor sandsynlighed er tale om en ulykke eller et uheld, som er sket i forbindelse med, at drengen har leget med noget ild.

- Umiddelbart er der altså ikke noget, der tyder på en kriminel handling, men vi fortsætter naturligvis efterforskningen i håbet om, at vi kan blive endnu mere sikre på hændelsesforløbet, udtaler Morten Ravn-Christoffersen i pressemeddelelsen.

Tidligere torsdag efterlyste Fyns Politi vidner, der kunne kaste lys over sagen.

- Anmeldelsen kom klokken 17.51. Det er et område, hvor der bor mange mennesker. Vi vil rigtig gerne tale med folk, der har set noget, sagde Sunniva Pedersen-Reng, kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi, til Ritzau torsdag formiddag.

Det er ikke oplyst, om nogen har henvendt sig.

Teknikere fra politiet og hundepatruljer rykkede onsdag ud til stedet for at sikre spor. Arbejdet fortsatte indtil efter midnat.