På mandag skal regnskabet gøres op for en 27-årig mand i Retten i Aalborg.
Anklageskriftet er en mindre roman. Intet mindre end 86 punkter i alt, hvoraf langt størstedelen er overtrædelser af færdselsloven, er den unge mand anklaget for. Han har aldrig erhvervet sig kørekort.
Det skriver TV2 Nord.
De mange anklagepunkter kan også føre til, at to biler bliver endeligt konfiskeret. Bilerne er blevet beslaglagt, imens den 27-årige var i besiddelse af dem.
Et hav af overtrædelser
Anklageskriftet er et stort sammensurium af fartovertrædelser, kørsel uden sele, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer og kørsel uden kørekort.
To gange er den 27-årige målt til at have kørt mere end 60 procent for stærkt.
Den unge mand er tidligere også taget med en kniv og peberspray på sig, hvilket han også er sigtet for.
Der er sat tre retsdage af til sagen mod den unge mand.