Tavse om mystisk dødsfald på Riget: - Uværdigt og respektløst

Gitte Larsen er frustreret over, at hun ikke kan få noget at vide, efter hendes far blev fundet død på Rigshospitalet med slangerne klippet over. Det kan Malene Hasselblad, der har været gennem systemet, levende sætte sig ind i

Malene Hasselblad har selv oplevet at være pårørende til en forælder, der døde på mystisk vis. I hendes tilfælde viste det sig, at hendes mor var blevet slået ihjel. Foto: Linda Johansen
Malene Hasselblad har selv oplevet at være pårørende til en forælder, der døde på mystisk vis. I hendes tilfælde viste det sig, at hendes mor var blevet slået ihjel. Foto: Linda Johansen

I halvandet år er Gitte Larsen blevet mødt af en mur af tavshed fra Københavns Politis side, efter hendes 74-årige far Ole Larsen blev fundet død på Rigshospitalet med blandt andet sin drænslange og patientarmbånd klippet over.

Datteren må ikke få at vide, hvad hendes far døde af, fordi hans dødsfald ifølge politiet indgår i en verserende straffesag. Det fremgår af politiets afslag på aktindsigt. Læs hele historien om Ole Larsen, hans sidste timer, hans patientjournal og afslaget på aktindsigten her.

Derfor står Gitte Larsen tilbage med tusind tanker, frygtelige forestillinger og ingen svar.

Et ingenmandsland
Og en, der i den grad kan sætte sig ind i de følelser, er Malene Hasselblad. Hendes mors død blev først kategoriseret som et naturligt dødsfald, men fordi hun insisterede på, at der var noget galt, blev det opdaget, at der reelt var tale om drab. Det endte med, at en 28-årig mand blev idømt livstid for seriedrab på tre ældre.

- Der er gået halvandet år. Hvor lang tid skal der gå yderligere, hvor Gitte skal stå i ingenmandsland uden nogen form for information om sagens forløb, og hvad der er i vente, spørger Malene Hasselblad, der kalder det en uværdig og respektløs håndtering af en pårørende fra politiets side.

Gitte Larsen blev mødt af en forseglet stue, da hun ankom til Rigshospitalet efter den chokerende besked om, at hendes far pludselig var død. Den relativt simple operation, han var indlagt for, var ellers gået godt.

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Malene Hasselblad oplevede selv værdien af, at den efterforsker, der var hendes primære kontaktperson i hendes mors drabssag, holdt hende opdateret eller i hvert fald svarede på bedste vis.

Forestiller sig det værste
- Der var tit, hvor han svarede, ’det kan jeg desværre ikke oplyse dig om på nuværende tidspunkt, af hensyn til efterforskningen’, men han lyttede og delagtiggjorde mig i det, han kunne, siger hun.

Malene Hasselblad understreger, at selv den mindste, måske for politiet ubetydelige, information, kan betyde alverden for en som pårørende.

Ikke mindst for følelsen af, at man bliver taget med i ligningen og holdt opdateret i sagens gang.

- Jo mindre du som pårørende får fortalt og bliver delagtiggjort i, jo flere uhensigtsmæssige følelser og tanker er i spil. Og man forestiller sig det værste, siger hun.

Gitte Larsens 74-årige far blev fundet livløs på sin stue på Rigshospitalet. Foto: Jonas Olufson
Gitte Larsens 74-årige far blev fundet livløs på sin stue på Rigshospitalet. Foto: Jonas Olufson
 

Håber på refleksion
Hun skrev efter drabet på sin mor bogen ’Vinger før tid’, som er en slags dagbog, hvor hun forsøger at bearbejde sorgen. Men hun skrev den også i håb om, at den kunne skabe refleksion og forandring i systemet.

- De pågældende instanser - politi og retssystemet - glemmer, at der er et menneske bag, hvad der er hverdag og blot endnu en sag for dem.

- Jeg tænker, bogen kunne give dem en øjenåbner og indsigt i, hvad der er på spil for de efterladte ’på den anden side af bordet’ følelsesmæssigt, retfærdighedsmæssigt og retsbevidsthedsmæssigt, som bør indgå i deres tanker og håndtering af de pårørende, siger hun og tilføjer:

- De glemmer at reflektere over, hvordan de selv ville behandles, hvis de var udsat for det samme. Ville de ikke selv gerne holdes opdateret og mødes med respekt? Det tænker jeg, siger hun.

Gitte Larsens far lå på stue med en medpatient, da han blev fundet livløs med slangerne klippet over. Læs medpatientens beretning her.

Ekstra Bladet har bedt både Københavns Politi og Rigshospitalet om en kommentar til sagen.

Københavns Politi siger blot:  'Vi kan bekræfte, at sagen fortsat verserer, og vi kan derfor ikke oplyse yderligere’ med ’Københavns Politi’ som afsender, mens Rigshospitalet siger, at  'på grund af vores tavshedspligt kan vi desværre ikke kommentere sagen'.