Teenager død: 32-årig anholdt

En ung mand blev lørdag morgen fundet død i Nordjylland. Nu er en 32-årig anholdt i sagen. Den 32-årige er sigtet for at efterlade den 15-årige i hjælpeløs tilstand

Politiet havde lørdag hunde med på stedet til at afsøge området. Video: Local Eyes

Lørdag morgen blev en kun 15-årig dreng fundet død ved idrætsanlægget i Hørby i Vendsyssel.

Siden fundet af den unge dreng, har Nordjyllands Politi intensivt efterforsket sagen, og søndag er en 32-årig mand anholdt.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Nordjyllands Politi holder kortene tæt til kroppen i sagen. Derfor ønsker politiet heller ikke at gå nærmere ind i, hvordan drengen blev fundet eller nærmere beskrivelser af omstændighederne ved dødsfaldet.

Politiet konstaterer dog, at omstændighederne betød, at en massiv efterforskning i løbet af lørdagen blev sat i gang for at kortlægge drengens færden op til dødsfaldet.

I den forbindelse oplyser politiet, at man har foretaget yderligere efterforskningsskridt i sagen, herunder afhøringer og en lang række af tekniske undersøgelser på og omkring findestedet.

Den 32-årige mand blev anholdt i aftes klokken 22.20. Han er foreløbigt sigtet for at have efterladt den 15-årige dreng i hjælpeløs tilstand.

'Det er en meget tragisk sag, som vi har efterforsket intenst, siden anmeldelsen indløb til os lørdag morgen kl. 08.08,' siger vicepolitiinspektør Sune Myrup i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at politiets efterforskning har kunnet påvise, at der forud for dødstidspunktet har været kontakt mellem afdøde og den nu anholdte mand.

En kontakt, som politiet af hensynet til efterforskningen, ikke på nuværende tidspunkt kan uddybe.

'Men det er med baggrund i denne kontakt – og selvfølgelig de øvrige oplysninger, som vores efterforskning har tilvejebragt – at vi i dag fremstiller den anholdte mand i et grundlovsforhør med krav om fængsling,' lyder det fra vicepolitiinspektør Sune Myrup videre i det udsendte.