Teenager fængslet: Filmede overfald på 15-årig

Tre unge er sigtet i forbindelse med overfald, vidnetrusler og afpresning af to 15-årige drenge

KØBENHAVNS DOMMERVAGT (Ekstra Bladet): En 17-årig dreng blev i dag varetægtsfængslet i 26 dage sigtet for overfald, vidnetrusler og flere tilfælde afpresning mod to 15-årige drenge.

Den 17-årige er en ud af i alt tre sigtede i forbindelse med overfaldet, som fandt sted ved Amager Strand i februar i år.

Her skulle de to 15-årige drenge mødes med nogle veninder, da de blev overrasket af en gruppe på fire unge gerningsmænd.

Overdænget med slag og spark
Til politiet har de 15-årige kammerater efterfølgende fortalt, at gerningsmændene delte dem op, og mens den ene gerningsmand hold den ene 15-årige i skak, så tog de tre andre den anden 15-årige med ned i en nærliggende tunnel i området.

Her blev den 15-årige dreng overdænget med spark og slag, så han faldt sammen på jorden, hvor volden fortsatte.

Under overfaldet filmede en af gerningsmændene også episoden på tæt hold, mens der til sidst i overfaldet ifølge politiet blev fremsagt en trussel i stil med 'Det her er aldrig sket'.

'Forurettede kunne se, hvordan telefonen blev holdt tæt i hovedet på ham', læste anklager Jakob Buch-Jepsen op af offerets forklaring til politiet.

Den 17-årige anholdte, som er af anden etnisk herkomst, nægtede sig skyldig i alle forhold.

Afpresset flere gange
Efter overfaldet undløb gruppen af gerningsmænd stedet, men i de efterfølgende dage, lykkedes det ifølge politiets sigtelse den 17-årige nu fængslede at afpresse sagens andet 15-årige offer for i alt 1400 kroner.

Tre gange i perioden 13.-17. februar i år tog den 17-årige ifølge politiet kontakt til den 15-årige dreng via Messenger på Facebook eller pr. telefon og forlangte penge.

’Hvis jeg skal lade dig helt være, så skal du overføre 3000 kr.', lød det ifølge politiet i den sidste besked til den 15-årige, der først gav sin afpresser 500 kr. kontant og efterfølgende overførte 500 kr og 400 kr til afpresseren via mobiltjenesten 'Mobile Pay'.

Af frygt for repressalier, og for at videoen med overfaldet skulle blive lagt på internettet, valgte de to 15-årige først at melde overfaldet og afpresningen til politiet efter 9 dage.

Her kunne politiet konstatere, at pengene var blevet overført til en kvinde, som viste sig at være farmor til den 17-årige anholdte.

Siden er to andre unge blevet sigtet, men ikke fængslet i sagen, mens det lykkedes den 17-årige at være på fri fod i to måneder på trods af politiets gentagne forsøg på kontakt.

Først fredag opsporede betjente den 17-årige, som gemte sig på en adresse i København, hvor han nægtede at lukke politiet ind.

Brændte sit simkort
Under dagens grundlovsforhør kom det frem, at den sigtede nåede at brænde sit simkort til mobiltelefonen, inden politiet anholdte ham.

En dommer valgte at varetægtsfængsle den 17-årige frem til 3. maj på baggrund af en begrundet mistanke, og fordi den 17-årige allerede i januar modtog en anden dom i en lignende afpresningssag.

- Det er alt for hurtigt, at du er tilbage her i en retssal, og det er en sag om fuldstændig det samme, som du tidligere er dømt for, lød det fra dommeren i sin begrundelse.