Teenager fundet i Belgien: Mystik om anholdt 19-årig

En mand er anholdt i sagen om den 13-årige teenagepige, der forsvandt fredag og efter mere end fire døgn blev fundet i et lokaltog i Belgien

Følg Krimi

Efter fire dages søgen kunne Københavns Politi tirsdag aften melde ud, at de havde fundet den 13-årige dansk-afghanske skoleelev, der forsvandt fra sit hjem på Amager fredag morgen hundredvis af kilometer væk i et lokaltog i Belgien.

Samtidig kunne de oplyse, at hun var i selskab med en 19-årig afghansk mand, der nu er i belgisk politis varetægt, men var ellers sparsomme med detaljerne om sagens omstændigheder.

Mange ubekendte
Familien til den 13-årige pige, der blev efterlyst med navn og billede lørdag morgen, fortæller Ekstra Bladet, at de er glade og lettede over, at pigen nu vender hjem, og de beder samtidig om, at hendes navn og billede ikke bliver bragt fremadrettet.

I pressemeddelelsen fra Københavns Politi, efter at pigen var lokaliseret, fremgik det, at politiet nu skal fortsætte efterforskningen:

'Vi har stadig ikke det fulde billede af, hvad der er sket. Det skal vi bruge den næste tid på at få afklaret. Lige nu er det vigtigste dog, at den 13-årige er i god behold og på vej hjem.'

Mulig udlevering
Og der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om den 13-årige piges færden, og hvilken rolle den 19-årige mand, hun blev fundet sammen med, har haft i den unge piges forsvinden.

Det står klart, da Ekstra Bladet taler med vicepolitiinspektør Brian Belling onsdag.

- Den 19-årige afghanske mand, vil han blive udleveret til Danmark og retsforfulgt, eller vil det ske i Belgien?

- Det kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt.

- Er han normalt bosiddende i Danmark?

- Det kan vi heller ikke melde noget ud om på nuværende tidspunkt, afviste vicepolitiinspektøren, der heller ikke vil komme nærmere ind på, hvor i Belgien pigen blev fundet.

Lukket efterforskning
Efter politiet i flere dage havde meldt ud, at der intet gennembrud var, og at de fortsat efterforskede bredt, oplyste Brian Belling tirsdag eftermiddag til Ekstra Bladet, at de rent faktisk var nået langt i efterforskningen af den 13-åriges forsvinden.

- Vi efterforsker mange forskellige spor i forhold til, hvad der kan være sket. Og det er klart, der er vi et godt stykke vej, udtalte han og fremhævede, at hun var efterlyst internationalt.

- Hvis hun bliver truffet i en lufthavn et sted, vil vi selvfølgelig gerne have besked, uddybede han.

Og få timer senere blev hun så stoppet i et tog i Belgien.

Politiet har tidligere fortalt, at der ikke var nogen særlig baggrund for, at hun var efterlyst internationalt, men i den seneste pressemeddelelse løftede de sløret for, at politiet på et tidligt stadie i efterforskningen har mistænkt, at den 13-årige ikke længere var i Danmark,

'Vi har fra et tidligt tidspunkt set mod udlandet, fordi der var en række indikationer på, at hun havde forladt landet og var i god behold,' skrev politiet og forklarede den meget lukkede efterforskning:

'I en efterforskning som denne kan det være ødelæggende, hvis vi for tidligt lægger os fast på ét spor – både i vores efterforskning og i det, som vi fortæller offentligheden om vores fremskridt.'

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sagen kort

Pigen forsvandt fredag 29. april, mens hun var på vej til sin skole på Amagerbro. Hun kom hverken i skole og dukkede heller ikke op på sin bopæl efterfølgende.

Dagen efter, lørdag 30. april, valgte politiet så at efterlyse pigen, da der ikke var sket gennembrud i sagen.

Søndag 1. maj gik politiet så skridtet videre og oplyste, at pigen nu var efterlyst internationalt.

Under hele forløbet har det som nævnt været meget sparsomt med information fra politiet, men mandag 2. maj kunne politiet informere om, at pigen angiveligt fulgtes i skole med sin søster, den morgen hun forsvandt.

De to søstre havde travlt, og derfor var den 13-årige piges søster løbet i forvejen til skolen. I den korte tidsperiode skulle pigen være forsvundet.

3. maj oplyste politiet så en smule mere og kunne fortælle, at pigen angiveligt fortalte søsteren, at hun skulle hjem og hente noget, og derfor skiltes de to piger. Samme aften blev hun lokaliseret i Belgien.

Mere fra Ekstra Bladet+

Uduelighed er ingen hindring for millionløn

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+