En alvorlig sædelighedssag blev lørdag rullet op i Retten i Glostrup. En voldtægtssigtet 18-årig mand blev her fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre.
Efter endt afhøring blev manden varetægtsfængslet frem til 27. september. Han udbad sig betænkningstid i spørgsmålet om en eventuel kære.
Det oplyser Tina Fugl, senioranklager i Københavns Vestegns Politi, som supplerende fortæller, at den unge mand er sigtet for at have voldtaget en et år yngre kvinde.
Den mulige forbrydelse skal være sket fredag 6. august på en lokalitet i en omegnskommune vest for København.
- Der er ifølge sigtelsen tale om fuldbyrdet voldtægt. De to parter kender hinanden i forvejen, så jeg vil betegne det som en 'kontaktvoldtægt', siger Tina Fugl, som ikke ønsker at gå yderligere i detaljer med de nærmere omstændigheder i den konkrete voldtægtssag.
Danmarks Domstoles hjemmeside domstol.dk beskriver det generelt som en situation, hvor parterne 'har været sammen på en måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt' umiddelbart før voldtægten.