Teenager smed pludselig tøjet i Kvicklys dametøjsafdeling

En 19-årig mand blev tidligt søndag morgen anholdt i Kvickly, hvor han ud af det blå havde smidt tøjet

Der ventede noget af en overraskende for de morgenfriske handlende i Kvickly på Kvægtorvet i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Her fremgår det, hvordan en 19-årig mand gik ind i Kvickly tidligt søndag morgen klokken 7.07. Efterfølgende indfandt han sig i dametøjsafdelingen, hvor han smed tøjet. Kun underbukserne beholdt han på.

Efterfølgende kontaktede personalet politiet, men manden nægtede fortsat at forlade butikken, da de kom frem. Derfor måtte politiet tvinge ham ud af Kvickly. Efterfølgende kunne de konstatere endnu en mulig lovovertrædelse.

På vej ind i butikken havde teenageren tabt en ulovlig kniv, og så kunne politiet også sigte ham for overtrædelse af knivloven.

Mandens gøremål i Kvickly er fortsat et mysterium.