Teenagere stjal firehjulstrækker og kørte fra politiet

Tre drenge - en på 16 år og to på 13 år - havde kort held til at stikke af fra politiet, der kørte fast på mark

Det gik hæsblæsende til, da politiet natten til mandag forsøgte at stoppe en stjålen firehjulstrækker under en biljagt.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politibil sad fast
Episoden fandt sted lidt over kl. 2 i Holeby på Lolland.

Inden biljagten havde tre drenge, en på 16 år og to på 13 år, stjålet firehjulstrækkeren og var i færd med lyse ind i en anden bil på Højbygårdsvej, da de blev opdaget af en mand, der råbte efter drengene.

Det fik de unge biltyve til at køre fra stedet. En patrulje fik efterfølgende kontakt til bilen, hvilket fik den 16-årige fører til at gasse op og i høj fart at køre fra patruljen over fem-seks kilometer.

Efterforskningsleder ved Nakskov Politi Kim Brønnum oplyser til Ekstra Bladet, at firehjulstrækkeren fortsatte ind over en mark, inden den igen var tilbage på motorvejen - denne gang uden politiet i hælene.

Politibilen sad nemlig fast på marken og måtte have hjælp til at komme videre.

Lukkede tunnel
Politiet besluttede derfor at lukke Guldborgssund-tunnelen, hvor firehjulstrækkeren var i retning mod. Her lå en anden patrulje på lur, og bilen blev endelig bragt til standsning.

De tre drenge blev anholdt og kørt på politigården, inden de blev hentet af personale fra en lokal institution, hvor de bor. 

Den 16-årig fører blev efterfølgende sigtet for at køre uden kørekort og for brugstyveri. Herudover er politiet stadig ved at gøre op, hvor mange andre færdselsovertrædelser han skal sigtes for.