Normalt er det cykler, der dukker op i søer rundt omkring i landet.
Onsdag morgen er situationen dog en helt anden i Damshussøen, der ligger mellem Vanløse, Rødovre og Valby.
Her ligger der nemlig en Tesla, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer til Ekstra Bladet.
- Klokken 05.10 får vi en anmeldelse fra en borger, der kan se en bil med lysene tændt i vandet. Da vi kører ud til stedet, kan vi konstatere, at der er tale om en brugsstjålet Tesla S-model, siger Henrik Stormer.
Drenge løb fra stedet
Teslaen er brugsstjålet fra den københavnske vestegn, men ligger altså nu i Damhussøen.
Ingen personer er kommet til skade, og heller ingen er anholdt endnu.
- Men nogle drenge er set løbe fra stedet. De har enten været meget tidligt oppe eller sent i seng, siger vagtchefen.
Politiet kan ikke sige noget nærmere om, hvordan bilen er endt i vandet.
- Hvor der er vilje, er der vej, lyder det fra vagtchefen.
Hovedstadens Beredskab har bjærget bilen ind til kanten. Senere i dag vil den blive bjærget på land.