Ti personer dræbt i kroatisk busulykke

En bus er søndag forulykket på motorvejen i det østlige Kroatien. Om bord var kosovoere på hjem fra ferie

Mindst ti personer er søndag døde i en busulykke i Kroatien.

Det oplyser det lokale politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Bussen var på vej fra tyske Frankfurt til hovedstaden i Kosovo, Pristina. Bussen, der havde kosovoske nummerplader, forulykkede på motorvejen i det østlige Kroatien, lyder det fra politiet.

45 tilskadekomne personer er blevet indlagt på hospitalet i Slavonski Brod, tæt på hvor ulykken skete. Det fremgår af en udtalelse fra politiet.

Otte af de indlagte har pådraget sig alvorlige skader.

Kosovos ambassadør i Kroatien, Gezim Kasapolli, oplyser, at passagererne var statsborgere fra Kosovo, der var på vej hjem fra ferie. Blandt dem var 15 personer under 18 år - herunder en pige, der er kommet alvorligt til skade.

Der var angiveligt i alt 69 personer om bord inklusive to chauffører.

Den ene chauffør døde i ulykken.

Den anden er blevet anholdt under mistanke for at have forårsaget ulykken. Chaufføren siger ifølge anklager Slavko Pranjic, at han kortvarigt faldt i søvn.