Annonce:
Annonce:

Tibet-sagen: Københavns Politi fik ISS til at fjerne graffiti og kridt inden Kina-besøg

Højst usædvanligt betalte Københavns Politi rengøringsselskabet ISS til at fjerne Tibet-kridttegninger forud for den kinesiske præsidents besøg i København tilbage i juni 2012. Det viser en faktura, Radio24syv har fået indsigt i, og fra politisk hold kaldes de nye oplysninger for 'rystende' og 'vanvittigt'

(Foto: Michael Stub)
(Foto: Michael Stub)
Annonce:
Følg Krimi

Københavns Politi sørgede ikke kun for sikkerheden, da den kinesiske præsident Hu Jintao i juni 2012 besøgte København.

Højst usædvanligt hyrede Københavns Politi også rengøringsselskabet ISS til at fjerne Tibet-graffiti og kridttegninger, der udtrykte modstand mod kinesernes undertrykkelse af det tibetanske folk.

Det skete forud for præsidentens rundtur i København den 15. juni 2012, hvor han blandt andet skulle på Amalienborg, Folketinget, se Den Lille Havfrue og besøge Rosenborg.

Rengøringsfolk fra ISS skulle på under en halv time være i stand til at fjerne slogans fra mure og veje, så præsidenten aldrig fik dem at se. Opgaven til ISS lød på at fjerne eller afvaske grafitti 'inden præsidentens ankomst.'

Annonce:

Af en faktura sendt fra ISS til Københavns Politi, som Radio24syv kender indholdet af, fremgår det, at ISS har 'fjernet graffiti flere steder i kbh pga kinesisk statsbesøg', blandt andet fra fliser ved Langelinje ved havnefronten i København.

For det arbejde modtog Københavns Politi en regning på 3029,60 kroner.

De nye oplysninger forstærker mistanken om, at Københavns Politi under det kinesiske statsbesøg, hvor der blev underskrevet handelskontrakter med Kina til en værdi af 18 milliarder kroner, gjorde sig store anstrengelser for at Kinas præsident ikke blev konfronteret med Kina-kritiske demonstranter, graffiti, Tibet-flag og slogans, og de oplysninger vækker forargelse hos begge sider af Folketinget.

- Jeg synes virkelig, at det er langt ude, siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper.

Annonce:

- Politiet er gået til vældig store yderligheder for at forhindre, at den kinesiske præsident skulle møde kritik, og jeg synes, det er helt vanvittigt, at vi har givet køb på noget meget grundlæggende i vores demokrati – til gengæld for at kunne massere en handelsaftale igennem. Det er virkelig et grimt billede, man står tilbage med, siger Pernille Skipper til Radio24syv. 

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen mener, det er rystende, at Københavns Politi har betalt ISS for at fjerne anti-kinesiske kridttegninger.

- Det er en rystende oplysning, for det er ikke noget, politiet skal beskæftige sig med. Det er kommunens opgave. Politiet skal sørge for lov og orden, - ikke lave meningscensur, og det er stærkt forargeligt, at politiet på den måde engagerer sig i det her. Jeg mener faktisk, at det er strafbart det, som politiet har gjort her, siger Søren Espersen.

Tibet-komiteens formand, Anders Højmark Andersen, siger til Radio24syv, at man aftenen før Hu Jinatos besøg tegnede med kridt flere steder i København, men at det ikke var graffiti.

Annonce:

- Vi tegnede kun med kridt, da det er lovligt. Vi gjorde det ved Hu Jintaos hotel på Amager, og jeg tegnede silhuetter af døde tibetanere og skrev 'Free Tibet' med kridt rundt omkring Amalienborg. Vi ville gerne sikre os, at Hu Jintao var klar over, at der også i Danmark var folk, som var kritiske overfor Kinas politik i Tibet, siger Anders Højmark Andersen.

Flere danske Tibet-aktivister har siden juni 2012 hævdet, at de ved de fredelige demonstrationer under præsidentbesøget og under to senere kinesiske statsbesøg i 2013 og 2014 - blev hindret i deres grundlovssikrede ret til at demonstrere. Tibet-flag blev fjernet fra aktivisterne og politibusser kørt ind foran demonstranterne, så præsident Hu Jintao ikke kunne se Tibet-aktivisternes flag og bannere.

Politiledelsen og skiftende justitsministre har gentagende gange på samråd og i folketingssvar forsøgt at afvise disse påstande, men i september 2015 kom der imidlertid frem, at Københavns Politis operative ledelse, den såkaldte kommandostation 'KSN', under præsidentbesøget i juni 2012 havde givet en betjent ordre til at tage flaget fra en demonstrant.

Annonce:

Siden viste det sig, at der forud for præsidentbesøget i juni 2012 – i modsætning til hvad politiledelsen og Justitsministeriet i tre år har hævdet – var givet ordre til de menige betjente om, at demonstranter ikke måtte kunne ses fra præsidentens kortege.

Justitsminister Søren Pind (V) har nedsat en kommission, der skal undersøge sagen, og Københavns politidirektør har anmeldt ledende politifolk til Den Uafhængige Politiklagemyndighed for at lyve og begå embedsmisbrug.

Københavns Politi har ikke ønsket at kommentere oplysningerne om ISS overfor Radio24syv.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Gå nu hjem, Thorkild
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: