Et tidligere medlem af byrådet i Horsens er torsdag idømt 10 års fængsel for at planlægge smugling af flere kilo narko fra Holland til Danmark.
Det oplyser Retten i Horsens.
Ekspolitikeren ved navn Yunuz Coban var anklaget for at have været indblandet i indsmuglingen af op mod 20 kilo kokain og heroin.
Men Coban blev ifølge Retten i Horsens frifundet i tre af i alt 21 forhold. De tre forhold drejer sig tilsammen om mellem to og tre kilo heroin og kokain.
Coban planlagde i stort omfang narkosmuglingen med to andre mænd, Sevket Gol og Kent Sørensen, som henholdsvis blev idømt 13 og 8 års fængsel.
Sevket Kol blev derudover dømt til udvisning for bestandigt.
Alle tre får desuden konfiskeret betydelige pengebeløb.
Anklager i sagen, senioranklager Lenette Skak, udtalte inden domsafsigelsen, at der var tale om en meget organiseret form for kriminalitet.