Tidligere drabschef dømt i byretten

Tidligere drabschef i Københavns Politi Jens Møller er tirsdag blev dømt i Københavns Byret

Eks-drabschefen er blevet idømt 15 dagbøder a 1000 kroner. Foto: Emil Agerskov
Eks-drabschefen er blevet idømt 15 dagbøder a 1000 kroner. Foto: Emil Agerskov

Jens Møller, der særligt er kendt for at have været efterforsker på ubådssagen, er blevet dømt i byretten, hvor han har siddet tiltalt for blandt andet brud på tavshedspligten.

Det er sket i forbindelse med udgivelsen af hans bog 'Opklaret - Drabschefens erindringer', som han har skrevet i fællesskab med forfatter Stine Bolther.

Han er dømt for embedsmisbrug ved at have foretaget opslag i politiets sagsbehandlingssystem, 'uden at det var tjenstligt begrundet', samt ved at have krænket sin tavshedspligt i ét tilfælde. Han er blevet frifundet for yderligere otte forhold, hvor han var tiltalt for at have brudt sin tavshedspligt.

Han er blevet idømt 15 dagbøder a 1000 kroner. Det fremgår af et domsresumé fra Københavns Byret.

Brud på tavshedspligten
Eks-drabschefen var tiltalt for brud på tavshedspligten, subsidært for at have videregivet oplysninger om en andens private forhold, der kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Det drejer sig ifølge anklageskriftet om ni konkrete citater fra bogen, hvoraf han altså er blevet dømt for ét.

Det citat, som retten har vurderet er et brud på tavshedspligten, drejer sig om den såkaldte 'Morfar-sag'. Her indgik der oplysninger om et projektil, som retten vurderede ikke havde været offentligt fremme før udgivelsen af bogen.

Om de otte andre citater, anklagemyndigheden mente var brud på tavshedspligten, finder retten, at de fleste af oplysningerne i forvejen har været bragt i medierne. Mange af oplysningerne har været offentligt tilgængelige, i og med at de er blevet fremlagt for åbne døre i retten, da retssagerne fandt sted.

Opslag i politisystem
Desuden var Jens Møller tiltalt for at have foretaget 17 opslag i et internt politisystem, Polsas, og dette blev han kendt skyldig i.

På baggrund af bevisførelsen og Jens Møllers egen forklaring til Den Uafhængige Politiklagemyndighed vurderer retten, at han har foretaget opslagene i systemet for at lave faktatjek til bogen.

De to sager, Jens Møller slog op i systemet, er begge omtalt i bogen, og det, mener retten, understøtter, at opslagene ikke var tjenstligt begrundede. Der er tale om sagerne om 'Øbromanden' og 'Kondiløberen'.

Jens Møller har under sagen nægtet sig skyldig i alle sagens forhold.